Allehelgens aften på Selsø Slot
Torsdag den 31. oktober fra klokken 17-21 breder uhyggen sig på Selsø Slot.
Skibby Igen i år vil spøgelserne få frit spil, når Selsø Slot holder åbent Allehelgens aften. Torsdag den 31. oktober fra klokken 17-21 vil publikum kunne gå på opdagelse i de mørke rum med medbragte lommelygter på jagt efter Selsøs Hvide Dame, der i tidernes morgen slog sin mand ihjel og druknede sig i voldgraven. Oplev det stemningsfulde slot, når det knirker og knager i efterårsvinden og når skyggerne i de mørke rums kroge tager former, der kan skræmme både børn og voksne. Bliver det for uhyggeligt kan man søge tilflugt ved ilden i det hyggelige kælderkøkken og drikke varm chokolade og punch. Allehelgensaften på Selsø er allerede en tradition efter to år. I 2012 gæstede mere end 600 mennesker slottet denne aften, hvor en stor gruppe frivillige nu er med til at gøre det til en fantastisk oplevelse. Af hensyn til brandsikkerheden og oplevelsen er antallet af gæster der kan være på slottet på én gang begrænset, hvorfor der kan forekomme en lille ventetid, især mellem kl. 17 og 18. Vil man være sikker på at kunne komme ind på et bestemt tidspunkt kan billetter købes på billetto.dk. Medbring lommelygte og kontanter. Dankort modtages ikke. Entre: voksne 50 kr. / børn fra 5-11 år 20 kr. Adresse: Selsøvej 30A, 4050 Skibby