Fortsæt til indhold

Saltsprederne kommer på vejene i næste uge

Arkiv
Arkiv

For at sikre at udstyr, mandskab og systemer er klar til vinteren, afprøver Kolding Kommune ligesom tidligere år vinterberedskabet ved at lave nogle prøvekørsler på A- og B-ruterne. Testkørslerne vil blive afviklet i løbet af uge 43 efter følgende plan:

- Tirsdag den 22. oktober efter kl. 8:30 kører fire A-ruter
- Onsdag den 23. oktober efter kl. 8:30 kører otte B-ruter

På de pågældende dage kan man i løbet dagen se lastbiler og traktorer fra Kolding Kommune med saltspredere på de såkaldte A- og B-ruter, som er de største trafik- og forbindelsesveje i kommunen.

Kommunen har flere typer af saltspredere, blandt andet lage-spredere der anvender en saltvandsopløsning, som er effektiv i de fleste glatføresituationer og samtidig begrænser saltforbruget. Lage-sprederne vil under testen sprede rent vand uden salt. De almindelige saltspredere vil ikke sprede noget under testen.
Med gennemførelsen af beredskabstesten sikres, at kommunens automatiske udkaldssystem fungerer, så de rigtige personer og køretøjer kaldes ud, samt at nye chauffører og afløsere kender deres ruter. Samtidig er det en kontrol af, at alt udstyret virker, som det skal, og at de GPS-styrede spredere er indstillet korrekt.