Rejsekortbussen kommer til Haderslev
Tirsdag og onsdag kan du møde 'Rejsekortbussen' på busstationen i Haderslev
Søndag den 1. december er det slut med at bruge chipkort i busserne i Sønderjylland. Det gamle plastikkort bliver skiftet ud med det nye rejsekort. Derfor kører vores rejsekortbus rundt i Sønderjylland resten af året for at møde og hjælpe kunderne.
Tirsdag den 22. og onsdag den 23. oktober holder bussen i Haderslev på busstationen, Nørregade 52. Første dag fra kl. 10-18, men anden dag kun fra kl. 10-14. Bussen er let at få øje på, for den er udsmykket med rejsekort-logo efter alle kunstens regler.
Den lige vej til at bestille et rejsekort er www.rejsekort.dk, men hvis du ikke har mulighed for det, kan du få et bestillingsskema i bussen eller få hjælp til at bestille et rejsekort. Medarbejdere fra Sydtrafik er klar til at fortælle om rejsekort og svare på dine spørgsmål.
Koster ikke noget
Et rejsekort personligt koster ikke noget, og prisen for en rejse er også den samme som hidtil. Uden for myldretid er det endog 20 pct. billigere, når man kører inden for ét takstområde. Chipkort og ubrugte klip refunderes af Sydtrafik.
Sydtrafik opfordrer sine kunder til at bestille et rejsekort i god tid. Hvis alle bestiller i sidste øjeblik, bliver der lang ventetid, og du risikerer at stå uden rejsekort den 1. december, når chipkortet ikke længere kan bruges. Man vil fortsat kunne købe en enkeltbillet, en SMS- eller mobilbillet eller et periodekort. Men bortset fra periodekortet er rejsekort den billigste måde at rejse på i Sydtrafiks busser.
Siden 15. september har alle busser i Sydjylland (takstområde ØST og VEST) kørt med rejsekort. Rejsekort kan derudover bruges i tog overalt i Danmark og overalt i Nordjylland og på Sjælland. Og fra 1. december altså også i Sønderjylland.