Bach så det basker
Roskildes musikliv står for 10. gang i Bachs tegn i otte dage
Komponisten Johan Sebastian Bach har sin egen musikalske uge i Roskilde fra søndag 27. oktober til søndag 3. november. Her kan man høre hans musik i byen kirker. Årets Bach-uge er den 10. af slagsen. Bag den store musikalske udfordring står byens organister og korledere. - Bach er en helt uudtømmelig musikalsk kilde og inspiration til rigtig meget, siger organist Merete Kuhlmann fra Sct. Jørgensbjerg Kirke. - Det er utroligt, hvad Bach har nået at skrive, og der er da også nogle, der kalder ham den 5. evangelist på grund af hans kirkemusik. - Han musik er rigtig god at samles om, og samtidig kan man sætte kirkemusikken i fokus. - Vi har i forvejen et utrolig godt publikum til klassisk musik i kirkerne, og Bach-ugen er en slags forkælelse af det publikum. - Samtidig er det også sjovt for os at arbejde sammen på tværs af kirkerne om musikken. I år er Bach-ugen også koblet til det 20. århundrede, da ugen også markerer Dansk Komponistforenings 100 års jubilæum, 100-året for den engelske komponist Benjamin Brittens fødsel, og at det i år er 50 år siden at den tyske komponist Paul Hindemith døde. jp@roskildeavis.dk Bag Bach-ugen Det er organisterne Kristian Olesen, Finn Evald, Kåre Nielsen, Ole Brinth, Inger Svendsen, Beate Willma, Claus Heilmann, Merete Kuhlmann og sanger Christa Brix Hauser, der står bag Bach-ugen i samarbejde med Roskilde Musikforening og Roskilde Musiske Skole. Programmet Søndag 27. oktober klokken 19.30: Åbningskoncert i Roskilde Domkirke med musik af Bach, Niels la Cour og Ejvind Andersen. Introduktion klokken 19. Mandag 28. oktober klokken 19.30: Sangaften i Domkirken, hvor alle inviteres til at synge med. Sangen ledes af sangpædagog Christa Hauser og sognepræst Marlene Evensen. Tirsdag 29. oktober klokken 19.30 Solo-cello i Sct. Jørgensbjerg Kirke med den polske cellist Marcin Zdunik. Musik af Bach og Benjamin Britten. Introduktion klokken 19. Onsdag 30. oktober klokken 11: Bachs Goldberg-Variationer i Jakobskirken med Henrik Bjørnum ved klaveret. Introduktion klokken 10. Onsdag 30. oktober klokken 19.30: Kierkegaard møder Bach i Gl. Vor Frue Kirke. Bach-specialisterne i Enghave Barok og Kierkegaard-forskeren Peter Tudvad lader Kierkegaards tankeunivers møde Bachs tre solo-kantater for basbaryton, der alle kredser om døden som en forløsning. Sangsolostolisten er Jakob Bloch Jespersen. Billetter ved indgangen. Torsdag 31. oktober klokken 17: Kirkemusikskolens studerende i Gl. Vor Frue Kirke med værker af Bach. Introduktion klokken 16.30. Torsdag 31. oktober klokken 19.30: ‘Back to Bach’ i Himmelev Sognegård. Pianisten Poul Rosenbaum og bassisten Mads Vinding spiller Bach med jazzlyd. Fredag 1. november klokken 19.30: Hindemiths ‘Das Marienleben’ i Konventhuset. Sangcyklus til digte af Rainer Maria Rilke, der omhandler Jomfru Marias liv. Mezzosopran Signe Asmussen og domorganist Kristian Olesen på klaver. Introduktion klokken 19. Lørdag 2. november klokken 15: Børn spiller Bach i salen på Roskilde Bibliotek. Det er elever fra Roskilde Musiske Skole, der spiller værker af Bach. Søndag 3. november klokken 19.30: Korværker af Bach og Arvo Pärt i Roskilde Domkirke. For fremførelsen står Trinitatis Kantori og Barokensemble med vokalsolister, Bine Bryndorf spiller orgel, og Trinitatis Kirkes organist Søren Chr. Vestergaard dirigerer. Introduktion klokken 19. Billetter ved indgangen.