Erhvervslivet skal hjælpe FC Sønderborg frem
Ny erhvervsklub skal løfte FC Sønderborg op i 2. division. Sportschef håber på 100 medlemmer
FC Sønderborgs seniorhold skal rykke op i 2. division i løbet af kommende år.
Hvis den målsætning skal opfyldes kræver det penge. Derfor etablere FC Sønderborg nu en erhvervsklub, der skal øge klubbens sponsorindtægter.
“Det er nødvendigt, hvis vi skal tage næste skridt,” siger sportschef i FC Sønderborg, Rasmus Andreassen.
FC Sønderborg har en ambition om at spille i 2. division i 2016, men det kræver opbakning fra lokalområdet.
“Det er vigtigt, at vi står sammen her i området. Vi er gode til kultur og musikarrangementer, og det glæder mig, at SønderjyskE har vist, at der er plads til elitesport. Fodbold er Danmarks nationalsport, og her bør Sønderborg også være med fremme,” siger Rasmus Andreasen.
Netop SønderjyskE har haft stor succes med at tilknytte mange virksomheder til erhvervsklubben. Alligevel er Rasmus Andreasen overbevist om, at der er plads til endnu en erhvervsklub.
“Bare se på Tønder, Viborg og Silkeborg,g hvor de er med fremme i flere sportsgrene. Det kan vi også være. Det er kun et spørgsmål, om vi her i området vil det,” siger Rasmus Andresen.
Den nye erhvervsklub introduceres for virksomhederne ved to informationsmøder.
Det første møde finder sted den 24. oktober på Linak, mens det andet møde afholdes på Scandic Sønderborg den 20. november.
Ved arrangementet på Linak vil Vejle Boldklubs cheftræner, Tonny Hermansen, holder et foredrag om teambuilding.
Rasmus Andreassen håber på mindst 40 deltagende virksomheder i de to møder. På sigt er målet højere.
“Jeg håber da, at vi med tiden når over 100 medlemmer i erhvervsklubben. Det synes jeg bestemt er realistisk.
Målet er at øge sponsorindtægterne med 1 mio. kroner.
De øgede indtægter skal bl.a. bruges til uddannelse af trænere, dækning af rejseomkostninger og et generelt løft af de rammer, som klubben kan tilbyde spillere og trænere.
FC Sønderborg har allerede et par store sponsorer.
“Dem er vi glade for, men vi er for afhængige af nogle få store sponsorer. Vi vil gerne sprede sponsornetværket mere ud. Netværket skal også gerne bruges til at skaffe arbejde til nogle af spillerne, så vi kan fastholde dem her i området,” siger Rasmus Andreasen.
Der bliver tre forskellige medlemsskaber til erhvervsklubben: Superpartner til 25.000 kroner, Stjernepartner til 13.500 kroner og Guldpartner til 7.500 kroner. Fordelene i medlemsskaberne omfatter bl.a. sæsonkort og fribilletter, bandereklamer og kampsponsorater.
“Mange siger, at de gerne vil støtte os, når vi kommer lidt højere op i rækkerne, men vi kommer bare ikke højere op, før vi får penge til det.”
FC Sønderborg spiller allerede i dag på højeste niveau på enkelte ungdomsårgange, og det er målet at spille fast med i divisionen for U17 og U19 hold. Seniorholdet er i Jyllandsserien med gode muligheder for at rykke op i Danmarksserien.