Fortsæt til indhold

Plakatfusk

Venstre-leder angriber borgmesteren efter DSU'ernes tyvstart fredag

Arkiv
Erling Pedersen

Venstres leder i Roskilde Bent Jørgensen mener, at den socialdemokratiske tyvstart med at opsætte kandidater i lygtepælene fredag aften, før det var lovligt, var en velorganiseret og planlagt omgang 'plakatfusk'. Efter hans opfattelse var borgmester Joy Mogensen i sin egenskab af spidskandidat på forhånd klar over, at det ville finde sted. Derfor prøvede hun også inden at få både Venstre og andre partier med på en slags aftale om, at aktivisterne gerne måtte starte lidt tidligere. Bent Jørgensen oplyser samtidig, at borgmesteren ikke har levet op til sine egne udtalelser i Roskilde Avis' netudgave lørdag, om at hun ville kontakte byrådets øvrige partier og undskylde den forkerte og ulovlige opførsel fa hendes overivrige partifæller. Venstres borgmesterkandidat mener, at sagen er meget alvorlig, fordi Joy Mogensen som borgmester samtidig er formand for valgbestyrelsen i Roskilde kommune og dermed har det øverste ansvar for, at alt går rigtig til ved valget. Så kan det ikke nytte, at hun lader sine egne DSU'ere og andre partifæller starte med at overtræde loven om, at plakaterne ikke måtte sættes op før midnat.

Alibi til Joy

Borgmesteren får dog et alibi sin partifælle, den tidligere HK-formand Jorun Bech. Hun er medlem af Sjællands Regionsråd og stiller op igen, så derfor var hun også til stede, da socialdemokrterne fredag aften forberedte plakatopsætningen. - Det er dog ikke i orden at skyde på borgmesteren, fordi hun også er spidskandidat for Socialdemokraterne.Da alle opgaver var fordelt, tog Joy Mogensen ordet. Hun indskærpede omhyggeligt, at ingen plakater måtte komme op inden midnat. Hvis hun blev bekendt med at reglerne ikke blev overholdt, ville de pågældende bliv bedt om tage plakaterne ned igen. - Ingen kunne være i tvivl om Joys budskab. De, som har overtrådt reglerne, må selv stå på mål for det, og de kommer til at få en ordentlig skideballe.

Bent Jørgensen er sikker på, at Joy Mogensen på forhånd kendte til planen om at begå ulovligheden, da hun prøvede at få accept til en fremrykning af tidspunktet fra de andre partier.