Klar til at knokle
Roskilde Tekniske Skole i partnerskab for at hjælpe elever til lærerpladser
Humøret er højt og stemningen løssluppen, da Roskilde Avis møder ind på Roskilde Tekniske Skole for at hilse på Christian Stii, Jannik Bech og Benjamin Riis Vestergaard.
Men de tre herrer på henholdsvis 18, 18 og 19 år har også god grund til at være glade.
På trods af en generel mangel på lærepladser er det lykkedes dem alle at finde steder, der er villige til at investere i deres fremtid.
For at sikre flere elever den samme mulighed har Roskilde Tekniske Skole indgået et partnerskab med Danske Byggeri, der skal hjælpe flere ud i lære.
Den beslutning har de tre lærlinge stor forståelse for.
- Det giver os sindssygt meget at få lov til at komme ud at bruge de ting, vi har lært i skolen, fortæller Christian Stii, der er i gang med at uddanne sig til tømrer på EUX-linjen og har fået en lærerplads hos Fejersen Byggeentreprise.
- Hvis vi bare gik på skole hele tiden, ville vi slet ikke få den samme erfaring og viden, som vi får ude på lærerpladsen, tilføjer Benjamin Riis Vestergaard, som også er ved at blive tømrer og er i lære hos Osted Maskinsnedkeri.
Vise viljen
Selvom Christian, Jannik og Benjamin alle har fået lærepladser, er der ikke nogen af dem, der sidder tilbage med en fornemmelse af, at det er let at skaffe en mester.
Ifølge de tre er man nødt til at give den hele armen, hvis man ønsker at prøve kræfter med sit fag i verden udenfor skolens murer.
- Jeg søgte ti forskellige steder, men det var kun to, der svarede, fortæller Jannik om tiden, før han fik en læreplads som murer hos P. Andersen & Søn Entreprise.
- Heldigvis ville det ene sted gerne tegne kontrakt, tilføjer han.
Christian og Benjamin har lignende erfaringerne.
- Man bliver virkelig nødt til at tage sig sammen og komme ud til mestrene, så de kan se, hvem man er og mærke, at man gider knokle for tingene, siger Christian.
Mestrene er skidegode
Den opfattelse deler virksomhedskonsulent Helle Topp Nielsen, der hjælper Roskilde Tekniske Skoles elever med at finde lærerpladser.
- Vi forsøger at guide eleverne så godt vi kan, men det er utroligt vigtigt, at de overfor mestrene viser, at de kan noget selv.
- Jeg ved, at mestrene elsker, når eleverne står og banker på døren kl. 6.30 om morgenen, og selvom der ikke altid kommer en lærerplads ud af det i første omgang, efterlader det et fantastisk indtryk, siger hun.
Virksomhedskonsulenten støtter helt generelt op om Christian, Jannik og Benjamins opfattelse af, hvad der skal til for at få sig en læreplads, og hvad man får ud af at arbejde med en mester.
Hun vil dog gerne slå et slag for, at elever, der søger lærerplads ikke skal være bekymret for lidt modstand fra mestrene.
- Det er min opfattelse, at de virksomheder, vi har i området, overordnet set er skidegode til at tage imod elever, siger Helle Topp Nielsen og fortsætter:
- Desuden mener jeg også, at det er en del af pakken, når man vælger en erhvervsuddannelse.
Et hundeliv
Om partnerskabet med Dansk Byggeri, fortæller Helle Topp Nielsen, at det mest er tænkt som en sidste udvej, hvor det er muligt for skolen at ringe og klage sin nød, hvis alt går i hårdknude.
Hvis alting går som det skal, bør eleverne aldrig mærke, at partnerskabet eksisterer.
Christian, Jannik og Benjamin har da heller ikke mærket noget til det.
De har også langt mere travlt med andre ting.
- Nu handler det om at gøre et godt indtryk, siger Christian.
- Det er ikke altid lige sjovt, og en gang imellem har man det lidt som en hund, når nogen hele tiden siger hent dit og hent dat, men det er det hele værd, tilføjer Benjamin.
hw@roskildeavis.dk