Det er helt ude i hampen
Finn Rudaizky, Dansk Folkeparti, Medlem af Region Hovedstaden
Socialdemokraterne har nu sendt tidligere Folketingsmedlem Klaus Hækkerup på banen, for at forklare eller måske snarere bortforklare, hvorfor de i deres valgprogram i 2009 skrev, at man ville bevare Frederikssund og Helsingør Hospital, men alligevel få måneder efter valget gjorde det stik modsatte. Dansk Folkeparti (DF) gik til valg på at bevare de to hospitaler og stemte mod socialdemokraternes lukning. Klaus Hækkerup skyder DF i skoene, at vi har ansvaret for lukningerne. Det er helt ude i hampen. Vi har på intet tidspunkt været begejstret for nedlæggelse af Frederikssund og Helsingør Hospital. Hækkerup refererer til en Folketingsbeslutning, som intet har med sagen at gøre. Ingen steder står, at Helsingør Hospital skulle nedlægges. Tværtimod stod der i hospitalsplanen, at Helsingør Hospital skulle overleve. Det var jo faktisk det som Socialdemokraterne gik til valg på. Hækkerup kan tilsyneladende ikke lide, at DF konsekvent kæmper for Frederikssund Hospital. "Er der hold i løfterne", spørger Klaus Hækkerup. Jeg kan forsikre Klaus Hækkerup, at DF fortsat vil arbejde for at bevare Frederikssund Hospital. Og det gør vi både før og efter valget til november.