Fortsæt til indhold

Opgør om torve-arkitekten

Forvaltningen snyder de folkevalgte eller også lyver borgmesteren, mener DF-leder

Arkiv
Anette Gundlach

Arkitekten bag det nye Stændertorv, der kom til at koste 40 mio. i stedet for 25, fik det røde kort af byrådet allerede før sommerferien. I tirsdags gentog borgmester Joy Mogensen det tilmed på TV-skærmen.
Derfor blev DF's lokale leder Merete Dea Larsen overrasket, da hun fandt ud af, at arkitekten alligevel var inviteret med til et møde i november sammen med kommunen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.
- Jeg kan slet ikke forstå, at forvaltningen bruger hende, når vi har besluttet noget andet. Det er aldeles uacceptabelt, siger Merete Dea Larsen.
Hun bad derfor vejchef Ivan Hyllested om en redegørelse i torsdags.

Forbavset borgmester

Da borgmester Joy Mogensen fandt ud af, at Merete Dea havde ret i sin kritik, tog hun sagen op på Økonomiudvalgets møde i denne uge:
- Det kom bag på mig, at arkitekten stadig var indbudt til møder.
Hun slår fast, at arkitekten ikke er indblandet i nye projekter, men udelukkende blev brugt til at overdrage en gammel opgave.
Joy Mogensen satte straks arkitekten på pause, og Økonomiudvalget vedtog en gang til, at samarbejdet skulle stoppe.
Merete Dea Larsen undrer sig nu over, at sagen er kom op i Økonomiudvalget på ny, når den allerede er afgjort.
- Jeg kan kun konkludere, at enten løber forvaltningen om hjørner med borgmesteren, eller også lyver hun, siger den lokale DF-leder.
Hun har endnu ikke fået en redegørelse, men den vil hun bede om på byrådsmødet i den kommende uge.
Arbejdet med det nye og dyrere Stændertorv, som der blev afsat penge til i det netop indgåede budgetforlig mellem S-SF-R og K, starter i det år, når frosten er gået af jorden.

ag@roskildeavis.dk