Sønderborg Kommune gør en indsats for erhvervslivet
Som virksomhed kan det være en udfordring at finde den rigtige indgang til kommunen, når man fx skal have godkendt en byggetilladelse. Jeg har snakket med flere kollegaer, der har oplevet en lang sagsbehandlingstid i Sønderborg Kommune, fordi det var svært at finde ud af, hvem man præcist skulle henvende sig til. Det betød, at sagerne trak ud, fordi de populært sagt havnede mellem to skriveborde.
Men nu har Sønderborg kommune etableret Erhvervskontakten, der skal give virksomhederne én indgang til kommunen. Det skal sikre, at virksomhederne ikke bruger krudt på at finde rundt i det offentlige bureaukrati. Dansk Byggeri har været med til et lignende tiltag i Odense Kommune, og der har virksomhederne været tilfredse. Jeg er derfor meget positiv omkring initiativet.
Kommunen har derudover nedsat en gruppe, der løbende vil se på, hvorvidt Erhvervskontakten lever op til virksomhedernes behov. Jeg med i denne gruppe som repræsentant for bygge- og anlægsvirksomhederne, og jeg tolker dette tiltag som et meget klart signal om, at kommunen har foldet ørerne ud og vil lytte til virksomhederne.
Nu er det ellers ikke fordi, at det står helt skidt til i kommunen. Sønderborg landede på 29. pladsen i Dansk Byggeris analyse af kommunernes erhvervsvenlighed. Men i en tid, hvor der er kamp om at fastholde arbejdspladser og virksomheder, er der ikke tid til at læne sig tilbage og være tilfredse. Det har kommunen nu vist, at den ikke gør.
Jeg tror på, at Erhvervskontakten samt det fremtidige samarbejde mellem kommunen og os virksomheder vil gøre Sønderborg Kommune endnu mere erhvervsvenlig.