Fortsæt til indhold

Aabenraa-borgere spærrede øjnene op

Et kæmpe topstykke til en boreplatform banede sig forleden vej gennem Aabenraa, og tiltrak sig en del opmærksomhed undervejs

Arkiv
Arkiv

Det skabte opmærksomhed, da Blue Water transporterede topstykket til en boreplatform gennem gaderne i Aabenraa. Den store enhed målte knap 14 meter i bredden, 13 meter i længden og ragede over tyve meter op i luften.
”En transport med gods i dimensioner som her kræver altid en grundig ruteplanlægning, så vi bogstaveligt talt undgår at sidde fast i rundkørsler osv. Men vi har stor erfaring med overdimensioneret gods og projektgods, så hos os er det i trygge hænder, siger Allan Leiberg Brodersen fra Blue Waters projektafdeling.

Nysgerrige blikke

Der var mange nysgerrige blikke, da den store 'klods' kom rullende, og det var nødvendigt at korrigere lidt på nogle faste installationer undervejs for at få det 240 tons tunge topstykke frem til destinationen.
”Vi kan godt lide udfordringer, og vi finder altid en løsning, der passer til hver enkelt opgave. I dette projekt fjernede vi alle vejskilte, og enkelte steder blev der lavet løft af elledningerne. Folk i området tog det heldigvis med et smil, når vi kortvarigt var nødt til at stoppe trafikken, for at runde et skarpt hjørne eller lignende”, fortæller Allan Leiberg Brodersen.
Projektet er udført for en af Blue Waters gode kunder, og i et samarbejde mellem Blue Waters kontorer i Singapore, Esbjerg og Rio de Janeiro.
Ruten gik fra producenten i Rødekro til Aabenraa havn, hvor topstykket blev klodset op og senere lastet på det skib, som Blue Water havde chartret til den videre transport.
Fra Aabenraa sejles topstykket via Le Trait i Frankrig til Angra dos Reis, Brasilien, hvor enheden bliver indbygget i en boreplatform på et større olie- og gasprojekt.
”Vi kan godt lide udfordringer, og vi finder altid en løsning, der passer til hver enkelt opgave”
Allan Leiberg Brodersen, Blue Water Shipping