Fortsæt til indhold

69 kandidater bejler til en plads i byrådet i dag

Otte partier lægger billet ind på de 25 pladser i Varde Byråd

Arkiv
Kim Schou

De er der alle sammen – på stemmesedlen – de traditionelle partier fra Folketinget, når der i dag er kommunalvalg i Varde Kommune.
Det drejer sig om Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF - Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre - Danmarks Liberale Parti og Enhedslisten – De rød-grønne.
"Vi har altså ingen borgerlister eller bylister," fastslår Gitte Kiel og Bodil Kjærgaard Pedersen, der også kan fortælle, at de otte partier alt i alt opstiller 69 kandidater til det kommende kommunalvalg – og dermed til det byråd, der har 25 pladser.
Socialdemokraterne har 11 kandidater, mens Radikale Venstre har seks kandidater på deres liste. Det Konservative Folkeparti stiller med 12 kandidater, SF - Socialistisk Folkeparti med tre. Fra Liberal Alliance har en enkelt kandidat meldt sig, mens der er fem fra Dansk Folkeparti, 28 fra Venstre og tre fra Enhedslisten.

Fem partier er med

I det nuværende byråd er fem af de otte partier repræsenteret. Heraf sidder Venstre på 13 af de 25 pladser, og har altså det absolutte flertal.
Socialdemokraterne har fem pladser, Dansk Folkeparti en enkelt, Socialistisk Folkeparti to og Det Konservative Folkeparti fire. Altså er hverken Enhedslisten, Liberal Alliance eller Det radikale Venstre repræsenteret i det nuværende byråd.

Valgkort på vej

Alle stemmeberettigede borgere har siden den 20. august haft mulighed for at brevstemme – en mulighed, der især bliver benyttet af borgere, der ikke kan møde op på deres afstemningssted på selve valgdagen.
Alle øvrige vælgere får, i ugen op til valget, tilsendt et valgkort med posten. Heraf fremgår det, hvor man skal møde op for at afgive sin stemme. I Varde Kommune er der i alt 23 afstemningssteder.