Politikerne gik på stemmejagt blandt de unge
Mandag formiddag blev de studerende på Kolding HF og VUC præsenteret for de lokale politikere ved et valgmøde
Parkeringspladser i midtbyen, skolemælk til børn og billige studeboliger.
Der blev debatteret vidt og bredt om emner, der interesserer de unge, da der mandag middag blev holdt valgmøde på Kolding HF og VUC.
Her var Benny Dall fra Enhedslisten, Lis Ravn Ebbesen fra SF, Christian Haugk fra Socialdemokraterne, Jesper Elkjær fra de Radikale, Jørn Pedersen fra Venstre, Helga Charlotte Lund fra Liberal Alliance, William Bak fra Kristendemoktaterne, Tine Roos Nørgaard fra De Konservative og Kristina Jørgensen fra DF mødt op for at diskutere lokalpolitik og fremlægge valgløfter.
Det er nærmest en tradition hos Kolding HF og VUC at der holdes valgmøder i forbindelse med kommunalvalg. Og i år skulle ikke være en undtagelse, forklarer skoleleder Verner Rylander-Hansen.
"Mange af vores elever stemmer nok ikke ved kommunalvalget. Vi håber, at sådan et valgmøde kan forpligte flere til at deltage i demokratiet", siger Verner Pedersen, som satser på, at muligheden for at stemme på skolen kombineret med valgmødet kan få stemmeprocenten op blandt de unge.
Valgmødet foregik på traditionel facon, hvor kandidaterne først havde to minutter hver til at præsentere sig. Derefter var der spørgsmål fra salen, hvorefter hver kandidat havde et minut til at takke af.