De største bryster, jeg har mødt på min vej

I sidste uge dukkede der en meddelelse op her på kontoret. Dem møder man mange af, når man skriver til en ugeavis, og denne her handlede om en julemesse i Gadbjerg. Der skal ske en masse til den messe, men billedet af en af de kendisser, som kigger forbi, tiltrak ekstra opmærksomhed.
Linse Kessler.
Kvinden der er søster til bokseren Mikkel. Kvinden der er realitystjerne. Og kvinden med de, uden sammenligning, største bryster, jeg har mødt på min vej.
Jeg mødte hende nemlig engang til et boksestævne, og om man vil eller ej, så er hun en kvinde, man ikke sådan bare lige overser.
Personligt forstår jeg ikke hendes valg om, at gøre brysterne så store, at det er lige før, der er bakker på Sjælland, der er mindre, men det kan og skal hun jo være ligeglad med.
Bryster. De kan bruges til en del, men er jo nok mest tænkt som gode mælkebeholdere til de allermindste i samfundet. Dem, der ikke selv, kan gå i SuperBrugsen efter en liter mælk. Endsig selv kan gå. Nemlig vores babyer.
Men bryster er jo meget mere end det. For nylig skrev jeg klumme om Lyserød Lørdag og kampen mod brystkræft. Også et led af den historie om bryster.
Men først og fremmest er bryster noget unikt ved kvinder, for de er ligeså forskellige, som de kvinder der bærer dem. Hvis vi alle lignede hinanden, ville verden ulig være mere kedeligt, og hvis alle bryster lignede hinanden ville verden være lige så kedelig. Næ, mangfoldighed er jo en af de mest smukke ting ved denne verden, vi lever i.
Derfor må jeg skælde ud på de unge kvinder, der får lavet kunstige bryster, fordi de vil være mere specielle. Hallooo, I bliver lige præcis ikke mere specielle ved at få nye bryster, der ligner de andre kunstige bryster, altså med mindre I følger Linses vej.
I er specielle, hvis I er jer selv. Længere er den ikke.
Der er selvfølgelig forskellige grunde til at silikone i brysterne, og der kan være gode grunde nok. Men udgangspunktet er, at man ødelægger naturligheden for falskheden, og ja, det lyder jo ikke særligt fedt, når det stilles op på den måde.
Engang, da jeg lige var startet på Budstikken, var jeg ene hane på kontoret. En dag til møde kom vi af uklare grunde til at snakke om bryster, og så faldt bomben. Jeg blev spurgt om, hvilke bryster foretrak jeg, og jeg svarede tilgængelige bryster.
Det svar faldt i god jord, for de færreste kvinder har jo bryster, de selv synes er perfekte.
Og netop derfor er de jo perfekte. Det uperfekte er mindst lige så charmerende som det perfekte. Hvis alt her i livet var perfekt, var der ingen historier at fortælle. Ingen hjørner at gå rundt om. Intet at udforske.
Vi ville kede os selv ihjel.
Jeg elsker bryster, og det står jeg gerne ved. De må hænge lidt, eller strutte lidt, eller være små eller store eller brune eller hvide eller..... jamen, det er så lige meget.
Bryster sælger varer, hvilket Linse Kessler jo godt ved. Bryster kan ganske givet være bøvlede at rende rundt med, de kan ganske givet være noget, ens forfængelighed kæmper med. Men bryster er vel først og fremmest bare noget, halvdelen af verdens befolkning er udstyrret med på godt og ondt. Længere er den jo ikke, men jeg er jo hverken bedre eller værre end min næste, så jeg kiggede en ekstra gang på billedet af Linse. Og det var ikke hendes øjne eller smykker eller smil, der først fangede mit øje.