Fortsæt til indhold

Årets mandelgave er i handelen

Hvad enten der er tale om en julegave eller mandelgave. Vestjydske Fortællere hitter altid

Arkiv
Kim Schou

Selvom de trykte medier gennemgår en hård tid, så er der optimisme at spore hos PE Offset på Tømrervej i Varde. Her er første eksemplar netop kommet ud af trykken, og det i et oplag på 1.800 styk. Hele 100 mere end sidste år.
"Vi synes, at historierne i år er så gode, at vi tror på, at salget stiger," fortæller Marianne Ritter fra PE Offset ved tirsdagens pressemøde, hvor også Jørgen Thomsen, der sidder i redaktionen med Marianne er at finde.
Det er 22. udgave af Vestjydske Fortællere og årets udgave er på hele 162 sider fordelt over 16 historier.
"I denne udgave har vi bidrag fra 13 nye forfattere, hvoraf syv er udenbys fra," fortæller Jørgen Thomsen, om de mange spændende historier.
Det plejer ikke at være et problem at finde forfattere, men hvis der er nogen, der har lyst til at bidrage, så kontakt os endelig," tilføjer han.

Lokale forfattere

Ved dagens pressemøde var der besøg af fire af bogens forfattere. Nemlig Eli Bammeskov, Torben Lehmann, Leif Hansen og Kjeld Hassing.
"Jeg skriver om den heldigste og lykkeligste begivenhed i mit liv," fortæller den tidligere murermester, Eli Bammeskov.
Historien handler blandt andet om ungdomstiden, kærligheden, skolen, ledvogterhuset i Alslev, selvbyggeri og om bygning og salg de kendte Bammeskov Villaer.
"Jeg kan ikke undgå at fortæller om mit bryllup med Solvej. Vi blev gift da hun var 16 år og to dage gammel. Dengang skulle der kongebrev til," smiler Eli Bammeskov, som blev forelsket i sin kone da hun var 14 og han 18 år.
Torben Lehmann, Mr. Open Air i Varde, stammer oprindelig fra Horsens.
"Jeg har haft et spændende liv, selvom jeg kun er halvvejs igennem," griner Torben Lehmann, som i dag vel mest er kendt som en af dem bag Open Air. I dag er han annoncekonsulent på bladet FiskeriTidende.
I bogen er der masser af spændende historier omkring Open Air tiden og hvordan Vardes musikliv for alvor kom i rampelyset. Det hele krydres med fotos af gamle orkestre og en nøgen Torben Lehmann.
For den tidligere bankdirektør Leif Hansen er det tredje gang han skriver i Vestjydske Fortællere.
"Denne gang handler historien om de steder, jeg har spillet," og hentyder til sit liv som spillemand, når den ikke stod på tal og regnskaber i banken.
"Da jeg blev direktør måtte jeg stoppe med at spille. Den gang var det ikke velset at spille samtidig. I dag er det næsten et krav," griner han.
Minderne går tilbage til kroer og hoteller som ikke er her mere, men som er væk for eftertiden, hvis de ikke bliver genfortalt.
Endelig havde redeaktionen også besøg af Kjeld Hassing.
Han fortæller om sin barndom, opvækst og arbejde. Rutebilstationen, Janderup Skole, hobby, nisser og optagelse af film.
"Jeg har lavet mere end 200 film, og dem skal jeg nu have ud på arkiverne," fortæller Kjeld Hassing som betegner sit liv som spændende.
"Jeg kom allerede ud at tjene som 9-årig, og fra Nordjylland endte jeg i Vestjylland hvor jeg fandt lykken med min kone og vore to sønner og datter," fortæller han.
Vestjydske Fortællere er ude i handelen nu.

Bogens forfattere:
Eli Bammeskov, Varde
Kristen Johs. Christensen, Varde
Torben Lehmann, Varde
Erling Kristensen, Henne
Lene Bordin Kristiansen, Varde
Leif Hansen, Varde
Lars Gammelby, Frankrig
Jytte Serup Møller, Oksbøl
Søren Skov, Tarp
Kjeld Hassing, Varde
Ellen Holmboe, Frederiksberg
Lasse Frøkjær Madsen, Varde
Hans Christian Thoning, Oksbøl
Anna Grethe Hjerrild Nielsen, Rødding
Preben Simonsen
Henry Andersen, Varde

Redaktionen bag Vestjydske Fortællere, Marianne Ritter og Jørgen Thomsen med årets første udgaver