Kunstauktion med humor helt i top
Køge Boldklubs Venner havde en vellykket kunstauktion på Køge Gymnasium.
KØGE: Med Danmarks p.t. største revyskuespiller Andreas Bo som auktionarius var der fart over feltet og humoren helt i top, søndag middag i Multi-hallen ved Køge Gymnasium. Køge Boldklubs Venner havde kunstauktion og det blev en stor succes.
43 kendte køgensere havde leveret kunstværkerne og der var ilt 46 af slagsen, der kom under kyndig og humoristisk behandling af Andreas Bo.
En del var kommet til stede, for kun at opleve Andreas Bo og alle fik en stor oplevelse. Det var humor på højt niveau, men samtidig seriøst, da der til tider var større pengebeløb der blev budt op, og et par gange hvor buddene ikke var høje nok, bød Andreas Bo med og det skabte begejstring blandt de flere hundrede deltagere.
Køge Boldklubs Venner kan se tilbage på et godt arrangement, kun fire af de 46 værker blev ikke solgt, og det var de dyreste til over 3.000 kr.
- Vi kan glæde os over at kunne gå hjem med et pænt overskud på omkring 15.000 kr. til vores arbejde i støtteforeningen for Køge Boldklub, siger formanden Joop Vos.
- Vi har haft et fantastisk godt samarbejde med de 34 amatørkunstnere og de syv professionelle kunstnere der har udført de salgbare malerier og skulpture. Det var alsidige, men også flotte ting der var til salg, ellers var vi vel ikke kommet af med næsten det hele, siger en tilfreds KBV formand.
pm