Fortsæt til indhold

Kamæleonen takker af efter 28 år

Han havde gerne taget fire år mere, men ikke som løsgænger. Knud Jager Andersen takker af og tilpasser sig som en kamæleon

Arkiv
Louise Ritter

Der er dage, der er sjovere at vågne op til end andre. Knud Jager Andersen ved allerede, at mandag den 6. januar 2014 bliver en af dem, hvor benene ikke svinger sig selv over sengekanten.
“Jeg vil helt sikkert vågne og tænke: Hov, jeg skal ikke med til økonomiudvalgsmøde i dag. Dér vil jeg savne at sidde med, for det er om noget kommunens maskinrum,” funderer Knud Jager Andersen, der efter 28 år i Esbjerg Kommunes byråd ikke genopstiller.
Egentlig havde han gerne taget fire år mere, men sidste forårs udtræden af SF som følge af partiets landspolitiske linje - eller mangel på samme - levner ikke mange mulighed for den 62-årige løsgænger.
“Jeg er heldigvis lidt som en kamæleon. Jeg er god til at tilpasse mig, og det kommer jeg også til, når byrådsarbejdet stopper,” siger Knud Jager Andersen, der fortsat vil passe sine bestyrelses- og repræsentantskabsposter ligesom han også har lagt billet ind på en plads som den ene af Esbjerg Forsynings to borgerrepræsentanter. En plads han skal vælges til - præcis som han er blevet det syv gange før til byrådet, hvor han første gang blev valgt ind i 1981. Otte år senere tog han fire års pause, men byrådsarbejdet og pladsen midt i beslutningernes øje trak så meget, at han nu har siddet i byrådet siden 1993.

Valgkamp uden savn

Med i alt syv valg til byrådet er også fulgt syv valgkampe. Og mens han vil savne pladsen i maskinrummet og muligheden for at præge byens udvikling, så er der to ting, Knud Jager Andersen med garanti ikke vil savne:
“Jeg har egentlig været glad for valgkampene, men det kan hænge en ud af halsen, at man hele tiden skal veje sine ord og positionere sig selv. Dét savner jeg ikke at være en del af, selv om kampen raser lige nu,” smiler Knud Jager Andersen, der heller ikke vil ligge søvnløs af savn af de bøvlede debatter i byrådssalen som for eksempel når den årlige budgetkabale skal gå op.

Esbjerg i hjertet

Med det snarlige farvel til lokalpolitikken, følger helt automatisk også et tilbageblik på både gode og mere drøje tider.
“Først må jeg understrege, at politik altså handler om teamwork. Det er svært at gøre ret meget alene, men jeg glæder mig over den gode udvikling, som kommunen er kommet ud, mens jeg har siddet med i byrådet. Fra at være en industriby med ikke ret meget kulturelt islæt, varierer tilbuddene i dag lige fra det lille ensemble, der spiller for ganske få mennesker til 15.000 tilskuere på Blue Water Arena. Den flotte variation er stor for mig,” siger Knud Jager Andersen, der er den nye storkommunes første - og hidtil eneste - Kultur og Fritidsudvalgsformand. Han har nemlig haft posten siden kommunesammenlægningen - en ikke altid helt nem opgave. Slet ikke da Ribe, Bramming og Esbjerg skulle smelte sammen den 1. januar 2007.
“Jeg har boet langt over halvdelen af mit liv i Esbjerg by og flytter aldrig herfra. Derfor er det selvfølgelig her, mit fokus ligger, men det skulle i hvert fald ikke hedde sig, at jeg ikke formåede at se udover Esbjergs grænser, og derfor var jeg meget bevidst om at tænke bredt i forbindelse med sammenlægningen. Det var en stor udfordring, men jeg synes, at vi er nået godt i mål og har fået løftet niveauet. Særligt i Ribe,” siger Knud Jager Andersen.