Hvad tænker Joy på?
Hvad tænker borgmesteren dog på? Selvfølgelig kan Falck køre ambulancer! I bedste socialdemokratiske stil om, at alting skal være kommunalt og offentligt, er Roskildes borgmester Joy Mogensen gået ud og erklæret, at hun frygter, at afgørelsen om at Falck nu skal køre ambulancekørsel i Roskilde og Lejre kan betyde tab af menneskeliv. Det er ganske enkelt utilstedeligt af en politiker på den måde at gå ud og sakse en virksomhed bag fra – endda uden at den pågældende virksomhed er begyndt at løse opgaven endnu. De kommunalt ansatte reddere kan med stor sandsynlighed søge – og få – job i Falck, og skulle de så pludselig blive inkompetente umuliusser fra den ene dag til den anden? Naturligvis ikke! Regionsrådet i Region Sjælland besluttede tidligere på året at udbyde ambulancekørslen. Sidst, det skete, vandt Roskilde Brandvæsen kørslen i Lejre og Roskilde Kommuner, der er et af seks distrikter som udbuddet er delt op i. I forbindelse med, at den nuværende kontrakt udløber 1. februar 2014 har den nuværende leverandør, altså Roskilde Brandvæsen, og andre aktører kunnet byde ind på de samme udbudsbetingelser, der kan ses på Regionens hjemmeside. Her er en række krav og konditioner listet: Selve udbuddet og beskrivelse af opgaven. Juridiske betingelser. Prisbilag. Erklæring på tro og love om overholdelse af bestemmelser om beskyttelse på arbejdspladsen. Erklæring vedrørende sikkerhedsstillelse. Erklæring om tiltrædelse af partnerskabsaftale. Og endvidere er anført en række spørgsmål og svar, der er stillet til opgaven op til afgivelse af tilbud. En helt normal procedure. Og ganske sundt at få testet kvalitet og pris med jævne mellemrum. Jeg har stor respekt for beredskabschef Carsten Iversen og hans kommunalt ansatte mandskab. Jeg har også stor respekt for Falck, der som privat koncern i mere end 100 år har udført redningsopgaver i hele landet. Ligesom Roskilde Brandvæsen i sidste udbudsrunde vandt opgaven ved at tænke smart og finde på modeller, der kunne sikre den kommunale virksomhed opgaven, på samme måde har Falck sandsynligvis gået økonomien og modellerne efter i sømmene. Der er kommet ny teknologi. Der er nye arbejds- og behandlingsmetoder. Der er forskellige lønmodeller og indkøbspriser. Falck og Roskilde Brandvæsen har begge budt ind på en opgave. De har forpligtet sig til at overholde kontrakten. Ellers kan de blive smidt ud og erstattet af andre aktører. Sådan var det før. Og sådan er det nu. Men tankegangen om at mistænkeliggøre en privat virksomhed, mens alt offentligt et helligt og urørligt, burde høre Østeuropa og fortiden til. Men åbenbart ikke i Roskilde. Tak til Roskilde Brandvæsen for en vel udført opgave i tiden, der er gået og velkommen til Falck. Hvis ikke vores socialdemokratiske borgmester kan finde ud af at byde dem velkomne i kommunen og række hånden frem til et forventeligt godt samarbejde om redningen af vores borgere, når der er behov. Så vil jeg gerne: Velkommen! Lars Lindskov Byrådsmedlem og regionsrådskandidat Det Konservative Folkeparti