Mand fra Roskilde anholdt for mord
En 44-årig mand er sigtet for mord på den forsvundne Karin Barfod
Selvom politiet ikke har noget lig, er de så sikre på, at den 45-årige mor til to Karin Barfod er blevet slået ihjel, at en 44-årig mand fra Roskilde er anholdt i sagen. Manden er beskyttet af navneforbud og var i grundlovsforhør fredag, skriver Ekstra Bladet.
Politiet har endnu ikke fundet kvinden, men flere omstændigheder omkring sagen gør, at politiet mener, hun er blevet dræbt.
Manden, der har en relation til kvinden, er sigtet for mellem 22. oktober klokken 20 og 24. oktober klokken 16.30 at have dræbt Karin Barfod og have skaffet sig af med liget.
Manden nægter sig skyldig og har forklaret, at han ikke ved, hvad der er sket med Karin.
Af hensyn til efterforskningen, har anklageren krævet lukkede døre. Det har dommeren valgt at acceptere på grund af sagens alvorlige karakter.
Inden grundlovsforhøret er det dog kommet frem, at Karin Barfods mobiltelefon senest er blevet brugt i Roskilde, og det kan være et vigtigt spor mod den sigtede mand, som er bosat i Roskilde.
Imens grundlovsforhøret står på, arbejder politiet på højtryk for at finde liget af den 45-årige kvinde, ligesom flere adresser bliver undersøgt for spor.