Farvel til krisen
Spar Nord Fredericia og Middelfart lander sammen med resten af Spar Nord et resultat for årets første tre kvartaler på næsten 500 millioner kroner før skat
Spar Nord har offentliggjort regnskab for årets første tre kvartaler, og bundlinjen viser et resultat før skat på 491 millioner kroner. Sammenlignet med resultatet for samme periode sidste år er der tale om en fremgang på hele 73 procent.
I Spar Nord Fredericia og Middelfart er direktør Christian Jungmark fuldt ud tilfreds.
"Ligesom mange andre virksomheder savner vi stadig noget mere gang i forbruget og samfundsøkonomien generelt, men når det er sagt, så er vi rigtig godt tilfredse med den udvikling, som regnskabet viser," siger Christian Jungmark.
"Vores nedskrivninger falder betydeligt, og efter flere kvartaler med faldende udlån ser vi nu, at vores samlede udlån er stabiliseret. Det er små, men vigtige tegn på, at vi forhåbentlig snart kan sige farvel til den krise, som efterhånden har varet i seks år," siger han.
Christian Jungmark hæfter sig også ved, at banken i år oplever den største kundetilgang i bankens historie.
"Faktisk har Spar Nord Fredericia og Middelfart i 2013 allerede budt velkommen til over 800 nye kunder. En udvikling, vi kun havde turdet drømme om - og som også har betydet at vi har ansat to nye kolleger i år."
På baggrund af udviklingen i årets første tre kvartaler fastholder Spar Nord forventningen om en samlet basisindtjening for hele året i niveauet 1 – 1,1 milliarder kroner.