Fuldt hus til Wikas store vinsmagning
Omkring 1000 gæster lagde i denne uge vejen forbi Wikas årlige vinsmagning, hvor der var over 100 forskellige vine at prøvesmage.
VINSMAGNING: Der har været rig mulighed for at smage nye vine og dermed få udvidet sin horisont inden for vinens verden ganske markant i Wika i Køge i denne uge, hvor forretningen holdt sin årlige og yderst populære vinsmagning gennem fire dage.
- Det er gået fantastisk - lige som det plejer. Der har været udsolgt alle dage, siger Per Jensen med et smil.
Det er 15. år, Wika holder arrangementet, som er Danmarks største af sin slags. Der er omkring 250 gæster hver aften, så i alt nåede 1000 gæster forbi vinsmagningen i løbet af de fire dage, arrangementet varede. Og det var ingen hindring, at Wika står midt i en større ombygning.
- Folk er helt benovede over, at det kan lade sig gøre at gennemføre vinsmagningen samtidig med, at vi bygger om. Men nu er det en fast tradition, at vi holder arrangementet i uge 43, og det ville vi ikke lave om på, fortæller Per Jensen, som da også kan glæde sig over, at arrangementet er gået glat på trods af de store ændringer, som forretningen er ved at gennemgå.
- Faktisk har det været en fordel, at vi har haft god plads, fordi vi har ryddet ud i inventaret, siger han.
Mange gæster har det som en fast tradition at deltage i arrangementet år efter år. I år var der over 100 vine på programmet, og Per Jensen beretter blandt andet om stor interesse for flere eksempler på Wikas egenimport fra blandt andet Italien og Australien.