Se hvordan de nye store kloakledninger bygges
Alle er velkomne ved byggeriet i og ved Vigerslevparken på næste lørdag
Man mødes ved Pumpestationen på Åmarksvej 5 over for Åmarkens Station fra kl. 10.00 og senest kl. 11.20 iført gummistøvler eller andet praktisk fodtøj. I mange måneder har HOFOR gravet, boret og regeret i området omkring Åmarkens Station og på Sydkærsvej. Både beboere og trafikanter udviser stor tålmodighed - for helt undgå at genere omgivelserne kan HOFOR desværre ikke, mens gravearbejderne står på. HOFOR vil gerne kvittere for borgernes tålmodighed ved at invitere på en guidet rundtur til de i alt tre store byggeprojekter i området. På rundturen får gæsterne mulighed for at se de op til 20 meter dybe huller, hvor boremaskinerne, der skal bore tunnelerne til kloakledningerne, starter deres underjordiske arbejde. Gæsterne får også mulighed for at se en tunnelboremaskine, et af de nye store kloakrør (før det bliver lagt i jorden samt de store udgravninger til den nye pumpestation). Borgmester Helle Adelborg og bestyrelsesmedlem i HOFOR Finn Gerdes vil deltage i turen og fortælle, hvorfor det er så vigtigt for borgerne, at kloaksystemet fornyes. De tre store kloakprojekter Damhusledningen/København: HOFOR lægger en stor tunnelledning under Vigerslevparken. Under skybrud og kraftig regn, når de almindelige kloakker ikke kan rumme mere vand, ledes vandet til den nye tunnelledning, hvor det ¿venter¿ på at blive ledt videre til rensningsanlægget. Den nye ledning vil reducere antallet af kloakoverløb til Damhusåen, som derfor bliver renere. På sigt så ren, at der kan etableres badestrand i Kalveboderne, hvor åen munder ud. Damhusledningen/Hvidovre: Ny stor kloakledning under især Sydkærsvej. Den nye store kloakledning kan rumme betydelig større vandmængder end den eksisterende, og det vil reducere risikoen for oversvømmelser i de mange villaer langs Vigerslevparken. Pumpestationen: Bygges større, så den kan håndtere de større mængder vand, der fremover vil komme fra kloakledningen under Sydkærsvej. Formålet med de tre projekter er således at skabe et renere vandmiljø i åen og ved Kalveboderne samt at skybrudssikre husene langs bl.a. Sydkærsvej.