Fortsæt til indhold

Huset fejrer halloween

Arkiv
Arkiv

Der bliver skruet op for den ondeste, mest groteske kabaret rock, når The Artems står ansigt til ansigt med Sybaritterne, omringede af brændende græskar, hinandens vanvittige toner og en energi uden sammenligning.
Det sker torsdag den 31. oktober kl. 20.00, hvor Huset går halloweenamok og opfordrer alle til at komme udklædt.
Fredag den 1. november fejres juleøllens komme på Huset kl. 21.00 med tre af de fineste rockbands med rødder i Esbjerg. Billig entré og garanti for hovedpine dagen efter. Det er Good men fell, Gonzo Morales og Little Johnny Walker, der spiller, mens øllet drikkes.
Når tømmermændene har fortaget sig i løbet af lørdagen, kan der lades op til ukrainsk kaos. Lørdag aften kl. 21.00 har Huset nemlig det ukrainske ethno trance/kaos band DAKHABRAKHA på plakaten. En fantastisk og intensiv lytte-oplevelse, som emmer af dybe, mørke afkroge og øde stepper. Med lyriske kvindestemmer og dybe trommer bringer bandets tre kvinder og enlige mand publikum langt ud over de ukrainske stepper. Musikken er på en gang minimalistisk og fuld af kaos.