Kristina ønsker at gøre en forskel

- I 10 år har jeg været ude af Hvidovre, men er nu kommet tilbage igen i 2006, men hele min barndom har jeg haft her i kommunen. Nu er jeg er mor til tre børn. Efter skolegangen var jeg på efterskole og derefter på Avedøre Gymnasium - nu hedder det Hvidovre Gymnasium. Pigesøspejder i Hvidovre Havn med et fantastisk godt socialt samvær. Det var også en god oplevelse at vide, at man kunne håndtere de små joller i krisesituationer. Det blev også til musikundervisning på Musikskolen. - Hvordan kan det være, at du vendte tilbage til Hvidovre? - Det var ganske naturligt, da vi stod med to små børn og de behov, der følger med, så virkede Hvidovre kommune som et godt sted at vende tilbage til. Dels på grund af kommunens placering, men især på grund af, at min familie er her. Det betyder meget for mig og er en stor hjælp. Der er forældre og en onkel, men sidst og ikke mindst min morfar, Herluf Rasmussen, som boede tæt ved os. Og ikke kun den egentlige afstand i længde, men jeg var tæt knyttet til min morfar. Han var et meget specielt menneske, der troede på, at man skulle gøre en forskel. Det har jeg taget til mig, fordi det giver en rigtig god mening for mig. Måske betød det ikke så meget i barndommen, men som voksen har det stor betydning for mig. Det gælder om at bruge sit liv fornuftigt. Det indebærer naturligvis, at man skal gøre noget for andre, ikke sandt? Min bedste ven! - Herluf Rasmussen betød meget for jer, men også for Hvidovre. - Ja, det må man sige. Vi har alle vore op- og nedture. Og det var en nedtur for mig at miste min morfar, fordi han var min bedste ven. Ham kunne jeg drøfte alting med. Hans konstruktive kritik var af stor betydning, at jeg kunne bruge den i mit liv. Vores forhold udviklede sig især de sidste fem år efter min mormors død, fordi jeg havde mulighed for at være hos ham så godt som hver dag. Jeg snakkede med ham hver dag. Så det var virkelig et stort tab for mig, netop fordi vi havde den nærhed. Jeg savner ham utrolig meget. - Fik du noget at vide om hans liv? - Ja, han har jo altid været meget glad for at fortælle om det. Jeg vil sige, at jeg kender en hel del til besættelsestidens historie. Men ikke mindst det lokalpolitiske brændte han for. Jeg var dybt imponeret over hans engagement og hans indlevelsesevne. - Det kan undre, at han havde tid til dig? - Han var en meget travl mand - såvel politisk, privat og i erhvervslivet, men han prioriterede samværet med mig. Han kørte mig til rideskole og var med på fisketure og mange andre oplevelser gennem min barndom. - Det må være spændende at være barnebarn til Herluf Rasmussen? - Jo, det kan man godt sige. Først og fremmest var han jo min morfar og ikke den kendte personlighed. Jeg har egentlig ikke tænkt på ham som en kendt person. Først da jeg blev voksen kunne jeg forstå, at mange havde en holdning til min morfar. Han bar ikke nag til nogen og var objektiv og rolig. Det, jeg også har lært af ham, er, at jeg kan diskutere uden at nære uvilje til nogen med en anden mening, end min. Han havde en humoristisk tilgang til de fleste ting. Det var så forfriskende! Han talte altid venligt til folk. Han respekterede faktisk andre mennesker, uanset hvem de var. Kristina fortæller, at børnene - piger på 11, 9 og 6 år alle går på Frydenhøjskolen. De er begejstrede for svømning. De to største er på konkurrencehold i Hvidovre Svømmeklub. Det er en tryghed at vide, at de kan svømme. Nu fortsætter hendes ældste datter som søspejder, hvor Kristina slap. Hun leder en gruppe for de allermindste ¿Tanglopperne¿. Efter gymnasiet og en lille pause med rejser begyndte Kristina på en uddannelse som sygeplejerske. Det betød meget for hende at beskæftige sig med mennesker. Det var nærværet og det at kunne være noget for andre. Dog var vilkårene som sygeplejerske ikke i overensstemmelse med, hvad hun ønskede at gøre. Så hun afbrød uddannelsen efter tre år. Journalistik og objektivitet - Var det ikke en flugt fra dit ansvar? - Nej, tværtimod for det viste sig at blive begyndelsen på noget nyt og fantastisk. Jeg blev journalistisk medarbejder på Hvidovre Avis. Da oplevede jeg noget enestående fra den absolut første dag. Her var der noget, som gav mening for mig. Det med at beskrive, hvad der sker i andre menneskers liv og at kunne være med til at ændre det. Arbejdet optog mig i den grad, at tiden fløj af sted. - Hvordan kan du gøre en forskel? - Altså, man kan jo gøre en forskel ved at dokumentere og vise, hvad der sker. - Journalister har ikke megen troværdighed ifølge statistikken. - Sådan er jeg bestemt ikke. Mange journalister har et stort ego. På godt og ondt. Det er vigtigt, at man har en berettigelse til at være til stede. Når man har været her nogle år, synes man jo, at man gør en forskel. - Er det objektivt at vælge en vinkling af en sag i en artikel? - Ja, det er rigtigt, at objektivitet er ud fra, hvordan jeg beskriver situationen. Jeg forsøger at være objektiv, selv om jeg jo ved, at det aldrig lykkes fuldt ud. Det gælder for øvrigt for alle mennesker, at vi bedømmer sagerne subjektivt ud fra vores egen opfattelse og synsvinkel. - Hvad sagde din morfar, Herluf Rasmussen, til din journalistiske løbebane? - Den bifaldt han rigtig meget. Han var jo god til at skrive og blande sig i debatten, og ønskede at være en del af det lokale demokrati. Han klippede faktisk mine artikler ud og gemte dem i mapper. I min familie har det altid været tilladt at diskutere og vi var jo ikke enige om alt. Vi har kunnet være uenige på en OK-måde. Min morfar havde jo nogle synspunkter, som jeg var lodret uenig med ham i. Det snakkede vi om. Der var plads til forskellighed, så længe, at kernen ligesom er i orden!ekb