I Ulkebøl strømmer eleverne til lektiecafé
Den nye lektiecafé på Ulkebøl Skole er populær og gør eleverne dygtigere
Lektiecafé blev et af forårets mest brugte ord i forbindelse med lærerkonflikt og folkeskolereform.
Men hvor lektiecaféer på de fleste skoler stadig kun er et abstrakt begreb, så har Ulkebøl Skole med succes tager konceptet i brug.
163 af skolens 621 elever er tilmeldt den frivillige lektiecafé. Det er en voldsom stigning i forhold til sidste år, hvor lektiecaféen var obligatorisk for udvalgte elever.
"Sidste år var 43 henvist til lektiecaféen, og dem skulle vi nærmeste løbe efter for at få dem til at komme, selvom der var mødepligt, og elevernes motivation for at være her var ikke stor," siger Hanne Fredsted Johannsen, der er lærer i lektiecaféen.
I år er lektiecaféen et åbent tilbud til alle skolens elever. Eleverne bestemmer selv om de vil komme, hvor længe de vil være her, og hvilke lektier der skal arbejdes med i cafeén.
"I året er interessen for at være med boomet, og elever er glade for at komme her. Vores erfaringer indtil nu er også, at det kan mærkes på fagligheden. Vi får tilbagemeldinger om, at elever får mere selvtillid i lektiecaféen og siger mere i timerne. Når eleverne deltager mere i undervisningen, giver det er fagligt løft," siger Hanne Fredsted Johannsen, der også oplever positive tilkendegivelser fra elevernes forældre.
På en typisk dag kommer der 30-60 elever, der kan trække på hjælp fra 3-4 lærere og SFO-medarbejdere. Derudover er fire af skolens ældre elever ansat med løn som assistenter, der hjælper de yngre elever med bl.a. matematik og læsning.
For mange elever er det blevet en fast rutine at slutte skoledagen i lektiecaféen.
"Min familie kom til Danmark for fire år siden, så det er nogle gange lidt svært for mine forældre at hjælpe mig, for der kan være ord, som de ikke forstår," fortæller Sahan, der sidder med matematiklektierne, da avisen besøger lektiecaféen.
Kammeraten Gervais er i samme situation:
"Det er godt at kunne lave lektier her, for der er mange voksne til at hjælpe," siger Gervais, der især er blevet bedre til matematik.
De to kammerater er også enige om, at det er rart, at man ikke skal tænke på lektier, når man forlader skolen.