Fortsæt til indhold

Vi er stolte

Natteravnene modtager Kronprinsparrets Sociale Pris 2013

Arkiv
Arkiv

KØGE: Natteravnene har grund til at være stolte efter at deres indsat har fået fornem hæder. Natteravnene i Danmark har modtaget den mest fornemme anerkendelse inden for det sociale område i Danmark: Kronprinsparrets Sociale Pris 2013, der gives til et banebrydende socialt initiativ eller projekt.
At valget faldt på Natteravnene begrundede Kronprinsparret blandt andet med disse ord:
”Natteravnene er en organisatorisk nyskabelse for, hvordan frivilligt socialt arbejde kan udvikles og drives enkelt og effektivt. Det er vores håb, at prisen kan medvirke til at fortsætte den imponerende udvikling, som er til stor inspiration for, hvordan nogle af samfundets væsentligste sociale udfordringer kan tackles igennem dynamisk, enkelt og effektivt frivilligt socialt arbejde.”

En stor ære og anerkendelse

- Som Natteravne er vi tæt på de unge i nattelivet. Vi er der for dem, lytter til dem og hjælper, hvis nogen har brug for det. Det giver tryghed for de unge – og en masse kram og gode oplevelser til os Natteravne. Det er en stor ære, at modtage Kronprinsparrets Sociale Pris 2013 og en fornem anerkendelse for vores indsats, og det er virkelig noget, vi er meget stolte af, siger Martin V. Andersen, formand for Natteravnene i Køge.

Tryghed i byens natteliv

De fleste forældre kender bekymringen, når de unge tager i byen. Hvor tager de hen, og hvad laver de? Som Natteravn er man med til at skabe et godt gå-i-byen-miljø – og når Natteravnene er på gaden, er der mere trygt i nattelivet.
- Jeg kan kun opfordre flere til at prøve at blive Natteravn. Det kræver blot almindelig sund fornuft, ansvarlighed og en 3-4 timers gåtur, 5-10 gange om året. Man er altid velkommen til at få en prøvetur med to af vores erfarne Natteravne, siger Martin V. Andersen.
Alle, som vælger at fortsætte som Natteravn efter en prøvetur, får et gratis grundkursus, som blandt andet handler om Natteravnenes 5 gyldne regler.
Natteravnene er baseret på det enkle princip om at voksne i gadebilledet skaber mere tryghed i nattelivet. Mange børn og unge savner nærvær og mulighed for at tale med ansvarlige voksne. De har brug for at blive hørt og ofte få et godt råd eller vejledning.
Derfor er Natteravnene det trygge lyspunkt i nattelivet. De er altid klar til en snak, et kram eller en hjælpende hånd.
pm