Fortsæt til indhold

Nyt og smukt Avedøre Bibliotek

Stor åbningsfest på fredag med masser af underholdning i de nye rammer i Enghøj-bygningen

Arkiv
Arkiv

- Vi glæder os afsindigt meget til at byde Hvidovres borgere velkomne på det nye bibliotek, siger filialleder Lisbeth Sommer, og vi ser frem til at de, der allerede bruger biblioteket rykker med over i de nye lokaler. Vi håber, at de borgere, som ikke normalt bruger biblioteket i Avedøre, bliver nysgerrige på de nye rammer og bibliotekstilbud, og får lyst til at bruge Hvidovres nye smukke bibliotek. Vores ambition er at skabe et dejligt sted med højt til loftet, hvor der er plads til alle - børn, unge og voksne, lyder det fra Avedøre Bibliotek. Det nye bibliotek kommer til at huse en masse gode og spændende bøger, men der kommer også til at være plads til funktionelle studiepladser, undervisnings- og computerlokaler, spillerum mm. Biblioteket fortsætter med de nuværende tilbud, som eksempelvis lektiecafe, babybibliotek, sundhedsplejerske, værksted og legestue. Som noget nyt i Hvidovre, kommer Avedøre bibliotek til at rumme en masse spændende digitale løsninger og bibliotekstilbud, som skal gøre det lettere og sjovere at være ¿kunde¿ på biblioteket. - Vi vil endnu ikke løfte sløret for hvad vores nye digitale muligheder består i, men jeg kan kun sige, at vi ser meget frem til at præsentere dem for vores brugere, udtaler en begejstret Lisbeth Sommer. Avedøre Bibliotek og Fritidsbutikken er de første, der flytter ind i Enghøj-bygningen, som danner rammen om Avedøres nye kulturcenter. Senere kommer bl.a. Ungdomsskolen til. - Vi ser meget frem til at flytte sammen med de andre aktører i huset. Det skaber helt nye muligheder for samarbejde, og det bliver rigtig spændende, tilføjer Lisbeth Sommer. Avedøre Bibliotek indbyder alle borgere i Hvidovre til at være med til at åbne det nye bibliotek. På åbningsdagen fredag den 1. november starter festlighederne kl. 16. Der bliver åbningstaler ved bl.a. Hvidovres borgmester Helle Adelborg og historiker Poul Sverrild. Den musikalske underholdning står ¿Verdenstjernene¿ for: De spiller verdensmusik, klassisk, rock og pop på sav, beatbox, harmonika, tuba, cykelpumpe og kaffekande! Desuden vil ¿Wilma Version¿ alias koreograf Helle Fuglsang via en performance lukke døren op til poesien i hverdagen. Det hele bindes sammen af standup-komiker Omar Marzouk, der i dagens anledning optræder som konferencier.