Solgte boligpriser tjekket 477.000 gange på ét år
Boligkøberne er grundige i deres research, når de er ved at kredse sig ind på en bestemt ejendom
Boligkøberne er grundige i deres research, når de er ved at kredse sig ind på en bestemt ejendom. Alene det seneste år har EDC's hjemmeside haft over 477.000 søgninger på den funktion, hvor man kan se de priser ejendommene reelt er blevet handlet til.
"Når man skal købe ny bolig er noget af det vigtigste om man har en god mavefornemmelse af købet. For mange mennesker giver det ro at se hvad andre boliger i området er handlet og derved få en pejling af om prisniveauet på den udvalgte bolig nu også matcher forventningerne til området," siger Morten Nielsen, der er statsaut. ejendomsmægler hos EDC Poul Erik Bech i Esbjerg.
Derudover er der altid en vis mængde søgninger, som er ren og skær nysgerrighed, fortæller han. – De fleste starter søgningerne med en bestemt adresse i tankerne, men kommer så typisk lige i tanke om et par ekstra adresser, som de også er nysgerrige efter at søge på.
EDC oplyser, at funktionen til søgning af 'faktiske handelspriser' har til formål at give køber og sælger adgang til den samme viden om den lokale pris- og markedssituation. Funktionen giver en fornemmelse for prisniveauet i et område, men kan ikke kan bruges til en præcis prisfastsættelse af en bolig.
"Der er ikke to boliger eller boligsalg, der er helt sammenlignelige. Årsagerne til salg og selve boligerne varierer, ligesom en påkrævet istandsættelse kan have betydning for, at naboens bolig blev solgt billigere end den, man selv har udset sig," siger Morten Nielsen.