Elever forbereder valgmøde
Næste mandag holder Frøslevlejrens Efterskole åbent vælgermøde med deltagelse af alle partiers spidskandidater i Aabenraa kommune. Eleverne har forberedt spørgsmål om bl.a. skolepolitik
Elever i skolens 10. årgang FleX10 er i gang med at forberede sig på mødet med alle kommunens toppolitikere. Der skal findes relevante spørgsmål indenfor vælgermødets hovedtemaer; skolepolitik, ungdomspolitik og kulturpolitik.
For at løse den opgave, så må eleverne først sætte sig ind i partiernes politik og politikernes personlige mærkesager.
Efter spørgsmålene er klar, bliver de sendt til politikerne, der derfor har tid til at tænke over svarene inden mødet.
”Eleverne på efterskolen er alle under 18 år, og derfor ikke stemmeberettiget ved dette kommunalvalg, men om fire år vil langt de fleste skolens elever være stemmeberettiget. For at holde liv i de lokale demokrati er det derfor vigtigt, at unge mennesker som en del af deres demokratiske dannelse oplever, at kommunal politik kan være relevant for dem, og at politikerne ikke kun findes på plakater og på Facebook, men faktisk er virkelige mennesker, som det er muligt at komme i kontakt med og stille spørgsmål til.”, lyder det bl.a. fra Forstander Jens Boddum.
Alle er velkomne
Mødet er offentligt tilgængeligt og alle lokalpolitisk interesserede er velkomne.
Mødet vil have en overordnet struktur, hvor den første del af mødet vil være forbeholdt politikernes præsentationer og svar på de forberedte og uddybende spørgsmål fra efterskolens elever, mens der først i den sidste del af vælgermødet vil blive lukket op for spørgsmål til politikerne fra salen.
Aftenen sluttes af med kaffe og kage, hvor der er mulighed for, at den politiske debat mellem politikere, elever og vælgere fortsættes i de mere uformelle rammer som efterskolens spisesal udgør.