Kvinder bruger hjernen - mænd bruger hjertet
Danske mænd lader sig forføre af luksusmærker og drømmer om store biler, mens kvinderne lader fornuften styre og holder sig til mindre, økonomivenlige modeller. Det konstaterer Spar Nord Esbjerg og BilBasen i en ny undersøgelse af danskernes interesse for
Det er egentlig lidt den omvendte verden. Normalt beskyldes mænd jo for at tænke med hjernen - hvis ikke med noget helt andet - mens kvinder efter sigende træffer de afgørende beslutninger med hjertet.
Men når det gælder udskiftning af bilen, så er det tilsyneladende nogle helt andre tendenser, der træder i kraft. En ny undersøgelse viser nemlig, at danske mænd ofte lader sig forføre af luksusmærker og drømmer om store biler, mens kvinderne derimod lader fornuften styre og holder sig til mindre, økonomivenlige modeller. Det konstaterer Spar Nord Esbjerg og BilBasen i en ny undersøgelse af danskernes interesse for bilmærker baseret på 13 millioner bil-søgninger på BilBasen.dk i løbet af 2013.
For mændenes vedkommende er det især de dyre, tyskproducerede biler, som er populære. BMWs 3-serie og VW Passat er blandt de mest eftertragtende modeller, og allerøverst på listen står Audi A4 som den mest ombejlede model, når mændene søger efter ny bil.
Kvindernes interesse for bilkøb viser sig imidlertid at være langt mere økonomisk og fornuftig. Højest på kvindernes søgelister står nemlig mindre og økonomiske biler som VW Polo, Peugeot 206 og Skoda Fabia.
Når mænd og kvinder har kig på vidt forskellige biler, så skyldes det ifølge undersøgelsen, at mænd generelt lader sig styre af drømme, mens kvinder i højere grad søger ud fra et praktisk og økonomisk perspektiv.
“Undersøgelsen viser, at de dyre, tyske mærker tiltrækker langt mere opmærksomhed fra mænd end fra kvinder. Modsat føler kvinderne sig mere tiltrukket af mindre modeller som VW Polo og Peugeot 206, og dem søger kvinderne dobbelt så ofte efter, som mændene gør,” siger direktør Rene L. Madsen fra Spar Nord Esbjerg.
Rene L. Madsen mener desuden, at krisen generelt har fået danskerne til at opføre sig meget rationelt, hvilket også slår igennem på bilmarkedet, hvor de små og økonomiske modeller fylder mere og mere i gadebilledet.
“Det ser ud til, at drømmene i sidste ende viger for fornuften. Faktum er i hvert fald, at det i stor stil er kvindernes favoritter, der ender hjemme i garagerne,” lyder det fra Rene L. Madsen.