Fortsæt til indhold

Åbent brev til Køges borgmester

Arkiv
Af Bjarne Kenbo, Nyvej 15, Køge

Efter at have læst flere indlæg fra kompetente personer omkring Køge Kyst projektet, vil jeg gerne stille to par åbne spørgsmål til Køges Borgmester.
Køge Kommune har indgået kontrakt med firmaet TK Development (TDK) om udvikling af Køge Kyst projektet.
Hvorfor der ikke blev valgt en kontrakt med udgangspunkt i en partering aftale undrer mig, for den type kontrakt giver et godt økonomisk overblik for bygherre, samt fastsatte avancer til entreprenøren.
Men som jeg kan læse ud af udvalgsreferater fra tekniske- og økonomiske udvalg, er der allerede nu sket flere beslutninger om særbevillinger til kontrakten, nu senest til de arkæologiske udgravninger.
Gennem de sidste år i mit arbejdsliv beskæftigede jeg mig med store byggesager til det firma jeg var ansat i. Her fik jeg lidt erfaring i hvorledes entreprenører kan ”opfinde” sager der kræver ekstra bevillinger. Ikke mindst i en byggesag hvori netop TKD var hovedentreprenør.
Også dengang var TKD i økonomiske vanskeligheder, og blev sandsynligvis reddet af den store og dyre byggesag som et privat firma lagde i hænderne på firmaet. Men det viste sig under byggesagen, at der blev anvendt metoder for at løfte indtjeningen til TKD.
Frygten hos bygherren var at TKD kunne, men ikke måtte, gå konkurs under byggesagen, så måske af den grund opstod nogle besynderlige byggevanskeligheder, som juridisk set var helt korrekte. Disse vanskeligheder skulle kapitaliseres, og blev i sidste ende en ekstra udgift for bygherren, helt udenfor byggebudgettet.
Faktum er, at Køge Kommune er bygherre, og har indgået kontrakt med TKD, hvor netop dette firma igen er i en underskudssituation. Derfor frygter jeg, at en ”salamimetode” er opstået, og allerede er taget i anvendelse. Jeg får kuldegysninger blot ved tanken om hvad der kan gemme sig af uforudsete ekstra bevillinger, hvis der findes en forurening eller andet byggeopsættende, som f.eks under parkeringspladsen på den gamle Collstrup grund.
Køge Kommune er bygherre, men i sidste ende er det kommunens borgere der betaler påløbne ekstra udgifter, så det er vel korrekt, at kalde Køges borgere som kautionister til Køge Kyst udviklingen, specielt hvis udlejning og salg i projektet løber af sporet, med der af manglende indtægter. (Læs kommende skatteforhøjelser).
Derfor disse spørgsmål til Køges Borgmester, så vil borgmesterkontoret venligst oplyse:
1) Hvor mange særbevillinger kommunen på indeværende tidspunkt har måttet give til projektet?
2) Hvilken størrelsesorden disse ekstra bevillinger har påført kommunens borgere?
3) Hvor mange m2. lejemål kommunen har forhøjet med, udover de oprindelige planlagte m2?
4) Sidst, men ikke mindst, om der i projektbudgettet er afsat tilstrækkelige midler til ekstra bevillinger, som f.eks. forurening eller anden uforudset udgift, eller er det i sidste ende borgernes lommer det går ud over?
Vel fire rimelige spørgsmål til besvarelse her i valgkampen, og inden kommunevalget.