November er museumstid
Meget holder lukket nu for vinteren. Legoland, løveparken og så videre. Men der er også steder, hvor man stadig kan få sig en oplevelse. Journalist Jørgen Flindt kommer her med tre bud på gode museumsoplevelser, hvor fortiden er hentet frem i nutiden
Bindeballe Købmandsgård er nærliggende at besøge, hvis man vil på en tur tilbage i tiden. Den smukke købmandsgård holder åbent stort set hele året, og herinde i den varme, gamle købmandsgård fra 1897, vil hyggen ingen ende tage.
Det driver af nostalgi og minder om tiden dengang. Man forventer nærmest, at der er nisser på loftet og heste og hestevogne i stalden. Bindeballe Købmandsgård tager en med tilbage til tiden omkring år 1900 og fremad, men alt er historisk. Ok, osten der kan købes er lavet for nylig på Nørup Mejeri, og sådan er det selvfølgelig med fødevarerne. De er måske nok lavet som i gamle dage, men er det ikke. Men hensat til tiden dengag, hvor bedstemødre var børn, det kan man sagtens kommer her i den smukke købmandsgård i byen Bindeballe i ådalen.
Der er åbent hver dag i tidsrummet 10-17, dog er søndag fra 10-16. Der er en entré på 10 kroner for voksne, mens børn kommer gratis ind.
Give-Egnens Museum
Også her kommer man tilbage i tiden. Det lille, men på samme tid store, museum i udkanten af Give, tager os med tilbage til tiden, hvor hedebønderne kæmpede mod naturens kræfter og til det til tider hårde liv i al almindelighed. Men her er også håb og fremdrift at spore overalt.
Personligt er jeg mest vild med den gamle skolestue, som bare er skide sjov at komme ind i. Emil fra Lønneberg burde sidde der, hvis det altså ikke var fordi, han sikkert var sat udenfor døren. Det gamle køkken skal også besøges, måske kan man købe en af stedets berømte vafler. Der er løbende en fast udstilling samt skiftende udstillinger. Fast kan man besøge, udover skolestuen anno 1935 og køkkenet også besøge en hedebondegård anno 1920, samt en handelsgade fra fortiden.
Af skiftende udstillinger kan man lige præcis i det meste af november ikke opleve noget specielt, men fra 30. november kan man opleve juleudstillingen 'Den største gave', der handler om julegaver fra før og frem til nu.
Der er åbent tirsdag til fredag klokken 13-16, mens weekender og hellidage er fra klokken 13-17. Det koster 40 kroner i entré for voksne, børn under 18 år er gratis. Pensionister og studerende skal af med 30 kroner i entré.
Kongernes Jelling.
Museet er et must. Jamen, Danmarks fødsel skete lige der få meter væk, og derfor hører det med til ens opdragelse at komme forbi Jelling. Modsat de to andre bud på museer, er Kongernes Jelling et museum af nyere dato, men det omhandler tilgæld en historie længere tilbage end de to andre, nemlig fra vikingetiden, hvor vi blev samlet som et folk. Selvfølgelig skal en besøg i museet helst krydres med en tur til naboerne, nemlig runestenene, de to højde, den smukke kirke og det nye monumentområde, men inde i selve Kongernes Jelling kan man blive klogere på, hvad det er, man lige har set udenfor. Den permanente udstilling tager os med tilbage til årene omkring 900 og så frem til i dag.
Der er fri entré, og der er åbent alle dage minus mandage i tidsrummet klokken 12-16. Fra 1. december er der dog lukket resten af året på grund af ombygning.