Sønderlemmende kritik af idrættens vilkår i Køge kommune
- Hvad gør vi ved problemet, spørger en række foreningsledere. Flere idrætsklubber går nu sammen om at arrangere paneldebat om idrættens vilkår i kommunen.
IDRÆTSPOLITIK: For ganske nylig fremkom Dansk Idrætsforbund med en rapport om rammer og vilkår for idrætsforeninger i Danmark. Og det var bestemt ikke god læsning for Køge kommune.
Rapporten må nærmest siges at være chokerende. Den placerer nemlig Køge kommune på en 82. plads ud af 93 i den samlede vurdering.
Køge Kommune har denne absolutte bundscore på grund af bl.a. ringe adgang til faciliteter, dårlig kvalitet af faciliteter, elendig facilitetspolitik og dårlig kommunal service og samarbejde. Køge Kommune ligger desuden i den dårligste tredjedel hvad angår kommunens tilskudsordning, idrættens økonomiske prioritering, kommunens facilitetsdækning, kommunens anerkendelse af frivilligheden og medlemmer pr. frivillig.
- Det er ganske enkelt ikke godt nok og det skal der gøres noget ved, siger Poul Henning Vive, formand for Team HK Køge, der sammen med repræsentanter fra Gymnastikforeningen Køge Bugt, Køge Kricket Klub, Køge Svømmeklub, Team Køge Volley, Køge Boldklub og bokseklubben Boks 12 nu arrangerer en paneldebat om idrættens kår i Køge kommune.
- Rapporten er jo en sønderlemmende kritik af idrættens vilkår i Køge. Så vi har i en række klubber haft det oppe at vende og set nærmere på hvordan vi kommer videre - hvordan får vi råbt politikerne op. Rapporten bekræfter jo kun hvad vi i klubberne og foreningerne går og slås med af problemer i hverdagen, at vi ikke er helt forkert på den. Desuden har vi holdt et møde med Landsformand Søren Møller fra DGI, fortæller Poul Henning Vive til Lørdags-Avisen.
Repræsentanterne fra de forannævnte klubber har nu inviteret byrådsmedlemmer og byrådskandidater til at komme til paneldebatten på torsdag den 7. november kl. 19.00 i Køge Boldklubs Cafeteria på Køge Stadion.
- Klubberne og foreningerne vil på dette møde gerne høre vores nuværende og kommende politisk ansvarlige forklare hvordan det kan gå så galt og hvad de kan og vil gøre for at forbedre denne "karakterbog". Og vi håber at rigtigt mange vil møde frem denne aften og spørge ind til politikerne hvad de vil gøre for idrættens vilkår i Køge kommune de kommende fire år, slutter Poul Henning Vive.
Se DIF's undersøgelse "Idrætsforeninger i Danmark - rammer og vilkår" på www.dif.dk.