Bueskytte vandt VM-guld
I sidste uge lykønskede borgmester Kenny Bruun Olsen den lokale VM guld- og bronzemester i 3D bueskydning, Stig Munch Andersen, ved en lille reception på rådhuset.
”Det er en fantastisk flot præstation af Stig Munch Andersen, og på byens vegne vil jeg gerne ønske ham tillykke med de velfortjente medaljer”, siger borgmester Kenny Bruun Olsen.
VM i 3D bueskydning blev afholdt i Sassari i Italien tidligere på måneden, og Stig Munch Andersen vandt guld for hold sammen med Claus Larsen og Tom Rask Nielsen samt bronze i den individuelle konkurrence.
3D bueskydning er en anderledes form for bueskydning end traditionel skiveskydning. Konkurrencerne foregår i naturen og målene er 3-dimensionelle figurer af dyr - heraf navnet 3D bueskydning. Målene står på afstande, som skytterne ikke kender på forhånd.
”Det er mere end jeg turde håbe på, da jeg tog hjemmefra”, lyder det fra en tydeligt stolt Stig Munch Andersen, som deltog i et udenlandsk stævne for allerførste gang.
Han er opvokset i Middelfart - for seks år siden flyttede han til Fredericia.