Fortsæt til indhold

Annie misbruger menighedsråd

Apoteker Bundgaard anklager V-byrod, som har fået præsterne i ryggen

Arkiv
Arkiv

- Annie Larsen misbruger i denne sag Domsognets Menighedsråd i sin valgkamp for at blive genvalgt til byrådet.
Sådan siger formanden for Kulturarvsudvalget, apoteker Paul Bundgaard, efter torsdagens møde. Her fik Venstres medlem af byrådet, der samtidig er næstformand i menighedsrådet, sit forslag nedstemt.
Hun ønskede, at alle skulle have gratis adgang til de kongelige kapeller den første søndag i hver af de seks vintermåneder, men det blev igen forkastet. Kun Annie selv og de fire præster med stemmeret gik ind for det.
Et flertal på otte var imod, mens fem undlod at stemme.
- Jeg er nedslået over, at der ikke var opbakning til, at roskildensere og andre interesserede ikke kan komme gratis ind i kapellerne om vinteren, når der alligevel ikke kommer så mange turister, siger Annie Larsen.
- Efter min opfattelse er det fantastisk, at et flertal kan gå ind på et tab på 60.000 ved at lukke festival-gæster gratis ind, men ikke vil acceptere ind mindre indtægt på 30.000 om vinteren med denne form for gratis adgang på seks søndage.

Blæser på fællesskab

Paul Bundgaard mener derimod, at Annie Larsen blæser på enhver form for fællesskab og loyalitet indenfor menighedsrådet i et hæmningsløst forsøg på at blive genvalgt til Roskilde Byråd.
- Hvis nogen er i tvivl om, hvad alt det her gå ud på, kan de jo bare køre en tur forbi hendes hus på Frederiksborgvej, hvor hun uden hensyn til de flotte omgivelser ved fjorden har lavet det hele om til en politisk reklamesøjle. Jeg håber, at både vælgerne i Roskilde kommune og medlemmerne af menighedsrådet kan gennemskue, hvad hun er ude på.
Ved aftenens møde i Domsognets Menighedsråd blev det vedtaget, at formanden Anne Rosendahl skulle udtale sig på rådets vegne om beslutningen.
Annie Larsen fastholder dog under alle omstændigheder sin ret til at udtale sig om egne forslag, og hvad hun selv har sagt:
- Jeg har min grundlovssikrede ytringsfrihed, og den gælder selvfølgelig også for arbejdet i menighedsrådet.
tk