Handicappede medborgere under hårdt pres
Der er et stort behov for at se på kommunens handicappolitik, og få rettet op på de store besparelser, der har været gennemført på en lang række områder.
Når man har haft lejlighed til at sætte sig ind i de vilkår, der er til stede for de handicappede medborgere og deres pårørende, så er det til at blive modløs over.
Der foreligger godt nok en handicapplan med temaet "Lige muligheder for Alle", som desværre beskriver en verden, og en ambition, der ikke er tilstede i handicapområdet efter de alvorlige besparelser, området har været udsat for.
Kommunens handicapråd har i den seneste periode haft meget vanskelige vilkår. I deres beretning for 2012, er der et langt katalog af besparelser, som handicaprådet har måtte leve og kæmpe med:
- Færre rengøringsbesøg
- Fjernelse af tilskud til kørsel til træning
- Fjernelse af tilskud til kørsel til daghjem
- Nedlæggelse af tilbud om varmvandstræning
- Besparelse på de specialiserede tilbud til voksne
- I 2009-10 skete der markante besparelser på væresteder og i klubber
- Specielt på børneområdet har handicappede børn båret en uforholdmæssig stor del af besparelserne i 2+13.
- Bortfald af muligheder for løse støttetimer
- Der er sket reduktion af antallet af specialklasser og SFO
- Rammebesparelser på kommunale specialtilbud
- Bortfald af tilbud om socialpædagogiske fripladser
- Servicetilpasning vedrørende merudgifter.
Handicaprådet har heldigvis været i stand til at få gennemført enkelte ændringer til det bedre og kæmpet for at få genoprettet nogle af de værste besparelser og har bl.a. fået omorganiseret nogle af værestederne i samarbejde med brugerne, og der er bl.a. et nyt varmvandbassin og hjælpeudstyr på vej i Borup svømmehal, som er designet til handicap- og andet brug, og udvalget har desuden været meget aktivt i bestræbelserne på at få tilgængelighedsprincipper tænkt ind på en række områder til gavn for handicappede medborgere, så det kan lette deres adgang til offentlige bygninger, transportmidler etc.
I den kommende budgetperiode 2014-2016 er der lagt op til fortsatte besparelse i den generelle politik, men der er også i budgettet muligheder for at sætte nye aktiviteter i gang, så det gælder om, at alle indenfor handicapsektoren finder sammen for at kæmpe de handicappedes sag, så området bliver højere prioriteret i den samlede politik i kommunen.
Nær-demokratiets Bendt Lundsbjerg, der er medlem af handicaprådet har været en af primusmotorerne i dette arbejde, og lykkes det Nær-demokratiet at få ham genvalgt, vil han gerne fortsætte sin kamp for bedre forhold for de handicappede medborgere og medvirke til at samle alle interessenterne til kamp.
Mogens Jung
www.naer-demokratiet