Fortsæt til indhold

Beboere skal også betale for renholdelse af midtbyen

Kommunen har fundet en ny model, der skal sikre en mere fair fordeling af udgiften til renholdelse af midtbyen

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Aabenraa Kommune fik for nyligt grønt lys fra Vejdirektoratet om, at de kunne overtage renholdelsesforpligtelserne fra erhvervsdrivende og beboere i visse områder af midtbyen.
Derimod opfordrede Vejdirektoratet til, at udgiften til renholdelsen skulle fordeles på en anden måde., da det hidtil kun har været erhverv og private udlejere, der er blevet pålagt udgiften.
Kommunen har haft et nyt forslag til høring, og er nu klar til at gennemføre den nye ordning. De berørte veje er nu opdelt i to områder - et grønt, hvor kommunen overtager alle grundejerens forpligtelser og et blåt, hvor kommunen udelukkende overtager renholdelsen.
Du kan se, hvilke veje, det specifikt drejer sig om på vores hjemmeside www.aabenraa.lokalavisen.dk

Alle bidrager

Den nye ordning kommer til at koste alle 250 kr. eksklusiv moms pr. facademeter i grønt område, mens grundejere i blåt område slipper med 50 kr. eks. moms. Beløbet opkræves én gang årligt via ejendomsskatten.
Beløbet bliver opkrævet ved alle grundejere i de berørte områder, og altså ikke kun erhvervsvirksomheder og udlejere.

Penge retur

De grundejere, der, i forhold til den nye ordning, har betalt for meget, vil få pengene retur. Det vil i praksis ske ved, at det for meget betalte beløb modregnes i en kommende opkrævning.