Fortsæt til indhold

Skoda i Esbjerg har stor succes

Medarbejderne hos Skoda Esbjerg er glade for den udvikling, som mærket har overgået de senere år

Arkiv
Rune Weitling

Hos Skoda Esbjerg går de i disse dage rundt og er ganske glade. Skoda i Danmark har nemlig for nylig købt kage til hele forretningen, og det bliver man jo naturligvis ikke utilfreds med. Det er dog i virkeligheden mere årsagen til kagen, der får medarbejdernes arme over hovedet.
Skoda har nemlig slået alle tiders salgsrekorder i Danmark. 10.000 biler på årets første ni måneder - eller næsten lige så mange, som det var planen at sælge hele året er det blevet til. Det er næsten dobbelt så mange som for fem år siden, og i Esbjerg er billedet det samme som på landsplan. Skoda Esbjerg forventede således at sælge 220 stk. i 2013, men har dags Dato solgt 232, og de har 40 ikke leverede biler i ordre til indeværende år. I samme periode sidste år solgte forretningen 147 Skoda, så det er en fremgang på 85 stk. Faktisk er det en fremgang over landsgennemsnittet.
“Ja, det går godt. Vi sælger flere skoda end nogensinde før, så vi spiste kagen med glæde,” fortæller Jan Parholt Sigurdsson, der er salgschef hos Skoda Esbjerg.
Skoda, der er en del af Volkswagen-familien, lancerede sidste år minibilen Citigo, der er blevet en voldsom succes og solgt i tusindvis over hele landet. Men også de større modeller som Fabia, Octavia, der netop er kåret som Årets Bil og Årets Firmabil, og Superb storsælger.

Ikke længere en vittighed

De heftige salgstal betyder, at Skoda nu er oppe på en markedsandel på 7,5 procent, hvilket på blot ét år har rykket mærket fra en 11. plads til en fjerdeplads over de største bilmærker i Danmark.
“Skoda er gået fra at være en østbil, som man trak på smilebåndet af med historier om tandbeskyttere bagpå, så man ikke slog tænderne ud, når den skulle skubbes i gang, til at Škoda i dag tager tre ud af de første fem pladser i kategorien 'Værdi for pengene' i årets Auto Index. Og jeg kan se det på vejene her i Esbjerg. Der er simpelthen flere Skoda imellem,” siger Jan Parholt Sigurdsson.