Tarok - Dannebrog på fire ben
Der var engang, hvor familien Danmark ikke samlede sig om Facebook, Paradise Hotel og tv-serier, men om en hest ved navn Tarok
Som barn var jeg stor fan af Tarok. Ikke gammel nok til at opleve ham i levende live, men jeg fik "Bogen om Tarok" og min morfar, der var meget ivrig avislæser med fem aviser om dagen i gennemsnit, klippede alt om den store røde hingst ud til mig. I disse reality-tider kan det måske være svært at forstå, at en hest kunne trække så megen opmærksomhed, men den hest var altså noget helt specielt. I en tid hvor vi som nation ikke fejrede særlig mange sportslige triumfer ud over måske lige Allan Simonsen som Europas bedste fodboldspiller i 1977, ja der kom Tarok og løb sig ind i de fleste hjerter med 111 sejre ud af 156. Fra den lille by Lyby ved Skive til det store New York.
Stof til film
Den bedrift er nok en film værd og i aftes havde den premiere i alle landets biografer.
Filmen er instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis og produceret af Regner Grasten. De stod også bag film-succesen Hvidsten-Gruppen. Nu kommer så filmen, der fortæller om Tarok, der samlede en hel nation og den lille familie fra Skive, der mod alle odds kom, så og sejrede, men holdt begge ben på jorden.
Historien om Tarok er ikke bar et eventyr om en rød hingst, der løber hurtigere end andre heste. Tarok er også en stor familiesaga, der strækker sig fra 1948 til 1981, hvor vi følger Karl Laursen og hans familie, som skabte et af de største eventyr i nyere tid. Vi oplever gennem den lille familie fra Skive, hvordan verden forandrede sig hurtigt fra landbrug til industri, da vi blev en del af den store globale verden med krig, oliekrise og arbejdsløshed. Midt i alt det, kom en hest travende, og gav en hel nation et håb.
Grib drømmen
Filmens budskab er: Grib drømmen mens du kan, eller som Karl Laursen siger: ”Det at VILLE, det at TURDE, det skaber livets mirakel.” Filmen om Tarok er meget aktuel i dag, hvor Danmark er i sin værste krise siden 30'erne. Og filmen er meget anderledes end Anne-Grethe Bjarup Riis forrige film.
“Det er to vidt forskellige film. Men folk skal ikke forvente væddeløb fra ende til anden, men i højere grad et spejlbillede af livet som det blev levet fra slutningen af 40'erne og frem til Tarok døde,” siger Anne-Grethe Bjarup Riis. Hun har i filmen været mere interesseret i at afdække, hvad det var for et stof, Karl Laursen var lavet af. Skismaet mellem baggrunden som fattig knægt, til at købe gårde og skabe Stald Kima.
"Et er, at han var stædig og arbejdsom, men han formåede også at holde sammen på sin familie og give sine sønner det værdisæt, at hvis vi holder sammen, så kan vi rent faktisk indfri vore drømme,” siger instruktøren, der gerne vil medvirke til at igangsætte tanker hos nutidens unge ved at formidle dette budskab.
Egoisme og ensomhed
“Historien er interessant i forhold til den tid, vi lever i med Tv-serier som “For lækker til love” og “Paradise Hotel”, hvor det handler om at se indad og dyrke sig selv og egoismen. Her vil det virkelig være regn på et tørt sted at vise, at det ved værdier som samarbejde, empati og kærlighed rent faktisk lod sig gøre for Laursen-familien at indfri deres drømme,” siger Anne-Grethe Bjarup Riis, om et emne, der ligger hende nært.
“I dag kører det meget på individet, og det medvirker til at mange føler sig ensomme og mislykkede. Det er klart, for de kan ikke det hele selv. Det er jo kun de få, som bliver rockstjerner. Vi er nødt til at komme tilbage og få de sande værdier frem i lyset igen, og her har vi Laursen-familien som et godt eksempel. Jeg tror på, at mange unge mennesker kan få noget ud af at se, at tingene kan lykkes på en anden måde end den, de har fået i arv fra deres “curling-forældre”,” siger Anne-Grethe Bjarup Riis.
Landesorg
Det kan være svært at forklare det tag, Tarok havde i danskerne. Især i disse tider, hvor vi bombarderes med nyheder og andet og selv så populære skikkelser som kongehuset må finde sig i at blive nævnt under kultur i nyhederne eller på tv-avisen. Da Tarok døde i 1981 af en tarmsygdom åbnede netop tv-avisen for landesorg med ordene: Dannebrog på fire ben er død.
Læs anmeldelsen af filmen på Cinemazone-siden bagerst i avisen.
Dannebrog på fire ben er død