Laboratorie i verdensklasse
Nordeuropas mest moderne laboratoriehus og en helt ny dialysebygning blev indviet på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg forleden
Fra sygehuset til den nye laboratoriebygning på 25 sekunder. Blodprøverne har fart på i Esbjerg, og fart er nøgleordet i Sydvestjysk Sygehus Esbjergs nye laboratoriehus, der blev indviet forleden.
Ganske mange havde fundet vej til indvielsen af både Nordeuropas mest moderne laboratoriehus samt en ny dialysebygning, og blandt dem var regionsrådsformand Carl Hols, der havde fornøjelsen af at klippe snoren sammen med formand for innovationsudvalget Stephanie Lose.
“Sydvestjysk Sygehus har fået nogle stærke tilføjelser, der understøtter sygehusets profil som akutsygehus. Laboratoriet lever op til afdelingernes krav om hurtige analyser, og dialysen er en moderne og meget behagelig bygning, der giver dialysepatienterne gode forhold, mens de er i behandling,” lød det fra Carl Holst.
Sikkerhed og hurtige svar
For øjet var det mest spektakulære ved indvielsen uden tvivl den 43 meter lange - og måske verdens mest avancerede - Analyserobot, der har en kapacitet på intet mindre end 900 prøver i timen.
Dermed får den direkte indflydelse på den behandling, som Sydvestjysk Sygehus tilbyder patienterne. Svar på almindelige analyser kan for fremtiden leveres inden for en time, hvor det hidtil har været inden for to og en halv time.
“Der er stor forskel på at skulle vente en eller godt to timer på analysesvar. I praksis betyder det, at mange blot vil sætte sig ud og drikke en kop kaffe, mens de venter på svaret. Tidligere strakte forløbet sig ofte over to dage, hvor man fik taget blodprøver og dagen efter kom igen for at få svaret,” forklarer lederen af Laboratoriehuset, Niels Korsgaard.
Derudover vil patientsikkerheden også blive forbedret. 80 procent af prøverne vil blive analyseret automatisk og med unikke stregkoder på hver blodprøve, så minimerer robotten muligheden for menneskelige fejl. Desuden giver den nye teknik sygeplejersker, læger og andet personale muligheden for at bruge deres kostbare tid på andre opgaver.
Bedre forhold i dialysen
Analyserobotten skal arbejde døgnet rundt alle årets dage. Og sammen med staben i Laboratoriehuset udgør den fundamentet i en afdeling, som årligt leverer godt fire millioner analysesvar til sygehuset såvel som de privatpraktiserende læger i hele Sydvestjylland.
“Det er også en investering i Sydvestjysk Sygehus' fremtid. Vi får med den ny teknologi mulighed for at frigøre ressourcer til at lave flere af de mere komplicerede analyser selv. Samtidig er den hastighed, som Laboratoriehuset arbejder med, en vigtig brik i det fremtidens akutsygehus, som vi er i fuld gang med at bygge,” siger sygehusdirektør Bjarne Normark.
I forlængelse af det nye Laboratoriehus har Sydvestjysk Sygehus også fået en ny dialysebygning. Omkring 80 dialysepatienter er flere gange om ugen i mange timers dialyse, så omgivelserne betyder noget. Derfor er der investeret i ny teknologi, for eksempel en mini-fladskærm ved hver dialyseplads, der gør det muligt at se fjernsyn, mens dialysen er i gang.