Tvillingebrødre spiller bagdel og hoved
Den ene af røverne i "Folk og røvere i Kardemommeby" har sine tre børn med i Vejle Amatørscenes årlige familieforestilling
Årets familieforestilling fra Vejle Amatørscene er børnefortællingen "Folk og røvere i Kardemommeby." For den ene af de tre røvere, Jesper Stig Rasmussen, er det i særlig grad en familieforestilling, for han har sine tre børn med i stykket, som om et par uger opføres i Domus i Vejle.
De to tvillinger Frederik og Johannes på ni år udgør tilsammen det stædige æsel Pontius.
"Der er en scene, hvor jeg skal bære min kusine, som også er med i stykket. Hun skal ride på ryggen af mig, mens jeg kigger på Johannes' bagdel," fortæller Frederik Klinge Rasmussen med en smule ængstelse i stemmen.
Lillesøster ikke genert
"Jeg skal være bagerst, fordi jeg har det ikke så godt med at kigge ud på publikum. Så bliver jeg rigtig genert," siger Frederik. Tvillingebror Johannes: "Jeg er ikke helt så genert som Frederik, men jeg er glad for, jeg har kostume på."
Lillesøster Eline Sofie på seks år har det lige modsat sine storebrødre. Hun skal spille den syngende kamel sammen med sin jævnaldrende kusine, der ligesom Eline Sofie helst vil være den forreste del af kamelen, der skal synge på scenen.
"Vi skiftes om at være hoved og bagdel. Jeg kan bedst lide at være foran, for jeg vil gerne være popstjerne," fortæller Eline Sofie.
Børnenes far, Jesper Stig Rasmussen, har været medlem af Vejle Amatørscene i mange år, men i år er det første gang, at hans tre børn er med i en forestilling.
"Jeg synes, det er meget belærende og selvudviklende for dem at optræde. De lærer at stille sig op og spille en helt anden rolle end sig selv," siger Jesper Stig Rasmussen, der ikke spiller røveren Jesper, men røveren Jonatan i "Folk og røvere i Kardemommeby."
"Så når instruktøren siger, 'Jesper du skal gøre sådan her,' kan det være lidt forvirrende. Nej, det går nu meget godt. Når jeg er i rollen, reagerer jeg kun på Jonatan," siger Jesper.