Frivillige søges til lektiecafé i Hastrupparken
KØGE: Det er vigtigt for integrationen, at børn af etniske minoriteter får ekstra lektiehjælp, så de kan komme godt igennem folkeskolen og videre i uddannelsessystemet.
Derfor er Boligsocialt Fællessekretariat i Køge og den lokale afdeling af Dansk Flygtningehjælp gået i gang med at tiltrække både flere frivillige og flere børn til lektiecaféen i Hastrupparken.
- I Hastrupparken har vi har mange børn og unge, hvis forældre har svært ved at hjælpe dem med lektierne, fordi de ikke har en dansk baggrund. Forældrene kan måske ikke læse dansk med børnene eller hjælpe dem med at forstå folkeskolens matematikopgaver. Det er nogle af disse ting, de frivillige hjælper børnene med i lektiecaféen, siger Lotte Frejo Varder, der er boligsocial koordinator i Hastrupparken.
Køge Boligselskab har arbejdet sammen med Dansk Flygtningehjælp om at drive lektiecaféen siden 2006, og koordinator i den lokale afdeling af Flygtningehjælpen Poul Erik Pedersen understreger, at alle kan bruges som frivillige, hvis de har lyst og tid til det.
- Vores princip er, at vi hjælper børnene på samme måde, som man ville hjælpe sine egne børn med at læse lektier. De skal selv klare opgaverne, men vi hjælper dem med at læse og forstå. Så man behøver ikke at være lærer for at kunne være med, men skal selvfølgelig selv have nogle basale færdigheder inden for læsning og/eller matematik, forklarer Poul Erik Pedersen.
Hvis man er interesseret i at vide mere, kan man komme i Kulturhuset på Langelandsvej 66 i Hastrupparken til to arrangementer i den kommende tid. Lørdag den 2. november er der åbent hus i Kulturhuset kl. 15.00-17.00, og den 14. november kl. 18.30-21.00 er der et valgmøde hvor alle interesserede kan møde op til en snak med de lokale politikere.
- Ved begge lejligheder vil jeg være til stede, og man er velkommen til at møde op og få en snak med mig om lektiecaféen, siger Lotte Frejo Varder.
Find Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Køge på www.dfhkoege.blogspot.dk/ og på Facebook på www.facebook.com/groups/dfhkoege.
pm