Ny salgschef i Fredericia Kommune
Fredericia Kommune styrker samarbejdet med erhvervslivet og ansætter salgschef
Fredericia Kommune har ansat den 33 årige Jens Andersen som ny salgschef, hvis primære opgave bliver at sikre mersalg af erhvervs- og boligjord. Jens Andersen er uddannet ejendomsmægler og valuar og kommer fra en salgsstilling i en international virksomhed med eksport af fødevarer.
"DanmarkC er et af landets største erhvervsudviklingsprojekter med den mest optimale placering for erhvervsvirksomheder. Det ønsker jeg i høj grad at være med til at synliggøre for både nationale og internationale virksomheder," siger den nye salgschef Jens Andersen.
Fredericia Kommune har i 2013 sat samarbejdet med byens erhvervsliv øverst på dagsordenen, og en række forbedringer er allerede igangsat – bl.a. kortere sagsbehandlingstider for byggesager og en optimeret dialog mellem kommunen og erhvervslivet og en klar strategi for samme. Et arbejde, som den nye salgschef skal være med til at effektuere og videreudvikle i samarbejde med de øvrige medarbejdere i afdelingen ”By & Erhverv”.
"Jeg vil lave en mere opsøgende og målrettet indsats i bestræbelserne på at få solgt mere erhvervs- og boligjord. Fredericia er en attraktiv kommune for både borgere og virksomheder med gode etableringsmuligheder, et rigt kulturliv og mange oplevelsestilbud," afslutter Jens Andersen.
Jens Andersen er opvokset i Strib og bor til daglig i Middelfart, hvor han tidligere har været ejendomsmægler ved Nybolig Middelfart.