Singler og sex i virkeligheden
Roskildepigen Camilla Hammerich og Joan Ørting står bag ny dating-site
Singlerne skal ikke længere sidde bag skærmene og søge efter partnere på nettet, mener Camilla Hammerich. I stedet skal de ud i virkeligheden og falde for hinanden. For at sætte skub i sagerne, har hun startet Event og Date, der har hovedkontor i sin genbrugsbutik på Webersvej i Roskilde, hvor der i forvejen bliver holdt foredrag og kurser. Event og Date er både en traditionel datingside, hvor man kan oprette en profil og skrive med hinanden, blogge og skrive spørgsmål til ekspertpanelet.
Mød hinanden
Siden er også samlingsted for en række aktiviteter, som man kan melde sig til og møde ligesindede langt væk fra. Camilla Hammerich forklarer, at singlerne på den måde har mulighed for at mødes og se hinanden an uden for den virtuelle verden. Bag sig har igangsætteren de tre farverige sexologer Joan Ørting, Helle Ørskov og Jimmy Hansen, der skriver artikler på siden, svarer på spørgsmål fra brugerne og også står for en del af arrangementerne, foredragene, festerne og kurserne. Man kan blandt andet lære, hvordan man håndterer stress, møde en advokat, komme på kærlighedskursus, til julefest og meget andet.
Søg dig selv først
Camilla Hammerich forklarer, at hvis man brænder efter at finde en kæreste og det ikke rigtig lykkes at finde en, er det ofte fordi, man mangler at finde sig selv. - Det er vigtigt at man ikke bruger tiden på at savne en kæreste, men udnytter singletilværelsen til at lære sig selv at kende og lave ting, man kan lide, siger Camilla Hammerich og fortsætter: - Så længes man ikke længere, men glæder sig til på tidspunkt at finde en kæreste igen. Noget af tiden kan man vælge at spendere med andre på Event og Date. ag@roskildeavis.dk