Stændertorvet - hvad nu?
På det kommende års budget er der afsat 40 mio. kr. til renovering af Stændertorvet. De foreløbige bud på belægningen tyder på, det kan blive et pænt torv. Men bilerne skal fortsat kunne bruge torvet som P-plads, så vi får altså et pænt torv til 40 mio. kr., man ikke kan se! Der mangler en ordentlig debat om, hvad Torvet skal bruges til. Her et bud: Stændertorvet skal være et mødested for kommunens borgere og turister med mulighed for alskens aktiviteter, fra de kendte, populære markedsdage, fra udendørsservering og Madkassen til etablering af et kreativt byrum, som kendes bl.a. fra vore nabolande. Et kreativt byrum kan rumme midlertidig arkitektur, forskellige former for aktiviteter, gadeoptræden, kulturelle arrangementer, eksperimenter baseret på borgerinddragelse, så man kan finde ud af, hvad der er hold i, og hvad der skal forblive et eksperiment. Altså en dynamisk proces uden at det skal ende i en byggelegeplads. RUC har lejet sig ind i det gamle rådhus, dvs. en del unge RUC'ere vil dagligt færdes på Stændertorvet. Deres medvirken til et spændende mødested kunne meget vel tænkes. Roskilde ville blive endnu mere attraktiv også for disse unge. Altså: Væk med bilerne på Stændertorvet - og ja, det kræver en revision af kommunens trafikplan. Udskriv en konkurrence om Stændertorvets funktion, lad Madkassen og Tingstedet blive, hvor de er, indtil der er en klar idé og plan med, hvad Stændertorvet skal bruges til. Torben Ankjærgaard byrådskandidat for Enhedslisten Højen 30 Roskilde.