Godt Cruze til prisen
Chevrolets stationcar giver stadig en lang køretur for små penge med smæk i dieselmotoren
Thomas André Petersen Chevrolet Cruze Stationcar er ganske enkelt indbegrebet af ‘noget for pengene’, og man skal ikke en gang nøjes. Du får køredynamik, langturskomfort og god totaløkonomi ud af den rummelige stationcar. Den er godt nok hverken overdådigt indrettet eller udstyret. Tekstil på instrumentbordet er en ærlig tilgang til sparsommelighed, og kontrasten ser flot ud sammenlignet med mange konkurrenters konsekvente brug af lidt mere rengøringsvenlig plastik. I den testede LT-version, som er den billigste af de to diesel-muligheder på udstyrssiden, er der et basalt aircon-anlæg, og selv om radioen virker lidt gammeldags, så er der både Bluetooth til telefonen og alle de stik, der skal til for at høre telefon, hvis radioens udvalg ikke slår til. Varme i sæderne, fire elruder, varme i spejlene, læderrat og tågeforlygter betyder, at der ikke mangler noget påfaldende i den billigste variant.
Diesel-muskler
Cruze fås med tre forskellige motorer. To benzinmotorer med henholdsvis 117 og 141 hestekræfter og så testbilens kraftige dieselmotor med 163 hk, der også ligger i MPV’en Orlando. Den leverer en skøn, tilbagelænet power. Præstationerne taler deres eget tydelige sprog på papiret, der siger 8,8 sekunder til 100 og 210 km/t i topfart. Kombineret med en brændstof-økonomi på 20,4 km/l, som selvfølgelig skal tages med lidt mere end blot et gran salt, er det så absolut i den pæne ende. Specielt de svulmende dieselmuskler taget i betragtning. Økonomisk kørsel ved konstant hastighed og omdrejningsnålen placeret pænt under 1500 omdrejninger i minuttet går ganske godt. Træder du speederen i bund, sætter den adstadigt farten op, men i det sekund, den rammer 1750 omdrejninger, kommer alle kræfterne væltende, og du får max power får pengene. Skulle du vælge at geare ned for at komme hurtigere af sted, er det nu heller ingen katastrofe med den fint tilpassede sekstrins gearkasse.
Bedst på dyderne
Til denne pris findes ingen andre stationcars i denne størrelse og med denne kraft-oplevelse til prisen, og det er netop Cruzes force. Masser af bil og køreglæde for en rimelig pris. Med sine tekstil-indlæg, nødtørftige design og rimelige udstyrsniveau gør den sig ikke til mere, end den er. Men den blander sig i den grad med de bedste på sine dyder. Køreglæden forstærkes af pris og brændstoføkonomi. Alle vil køre langt på literen, og næsten lige så mange fryder sig over at have et anseligt kraftoverskud under højrefoden. Vil du have mere udstyr, kan du vælge at opgradere fra LT til LTZ, som er næste niveau. Men der er 60.000 kroner derop til, og det virker som mange penge for denne forskel.