Fortsæt til indhold

Hovedgaden er hovedproblemet

SE Arena var fyldt til bristepunktet - med entusiastiske mennesker og gode idéer

Arkiv
Peter Rasmussen

Hovedgaden i Vojens udgøres af gaderne Østergade, Vestergade samt RådhusCentret. Tilsammen én kilometer asfalt. Til sammenligning udgør det samlede gågadekompleks i Haderslev blot den halve distance. Og når man sammenligner den naturlige forskel i antallet af butikker, så har man en meget god forklaring på det, som er Vojens bys største udfordring: Miljøet.
Det var der da også udtalt enighed om blandt de overvældende mange fremmødte, da SE Arena lagde rammer til det sjette af ialt seks høringsmøder forud for vedtagelsen af den kommende kommuneplan. Det var borgergruppen 'Helhedsplan Vojens', der stod for arrangementet, som virkelig fik folk af huse.
“Jeg har altid vidst, at I folk her i Vojens er noget for jer selv! Bliv ved med det, for I har meget at byde på, “ Sagde borgmester Jens Christian Gjesing under mødet, som blev kompetent ledet af Mads Sandemann fra JyskeVestkysten.
Også Rikke Martinussen fra arkitektfirmaet 'Mejeriet' var én af dem, der fremhævede mange fortræffeligheder ved Vojens. Især de grønne områder, rummeligheden, idrætsfaciliteter, stisystemer og så videre, fik fine ord med på vejen. Der var dog også mange gode idéer til forandring i arkitektens oplæg.

Usynlige fordele

“Mange af de ting som denne by kan, er bare ikke synliggjort nok. En tilflytterfamilie kan sagtens spare mellem en halv og en hel million kroner ved at bosætte sig i Vojens, og i tilgift få en grøn by, fantastiske sti-systemer, gode skoler og unikke idrætsfaciliteter. Alligevel kan vi ikke sælge huse til tilflyttere,” lød udskabet fra de lokale ejendomsmæglere.
Mødet fødte en masse gode idéer. Også konkrete af slagsen, som man umiddelbart kan tage fat på. Blandt andet en forlængelse af vestbyens stisystemer under jernbanen så vest og øst hænger sammen uden, at man skal under 'viadukten'.
Den overordnede stemning for en fremtidig Vojens by, handler om sport i øst, kultur i midten og handel i vest. Nu skal idéerne sorteres og det gælder om at finde ud af at arbejde videre med disse.
Flere af de fremmødte byrådspolitikere efterlyste et meget konkret projekt, at forholde sig til, og kunsten er nu at finde vejen hertil. Mne det første store skridt tog Vojens denne aften i SE Arena.