Fortsæt til indhold

Sportsmand åbner klinik

Arkiv
Anette Gundlach

Den tidligere professionelle håndboldspiller Ole Grening har åbnet klinikken, Hos Grening, på Køgevej 44. I klinikken kan man få fodterapi og fysiologisk massage. Ligesom man kan få lavet indlæg til skoene hos manden, der siden i sommer kan kalde sig for statsautoriseret fodterapeut. Ole Grening forklarer, at det er forkert at tro, at det kun er ældre mennesker, som skal passe på fødderne. - Det er mindst lige så vigtigt for yngre mennesker og i specielt, hvis de er aktive sportsudøvere. - Fødderne skal jo bære en rundt resten af livet, siger Ole Grening. Ole Grening har valgt at specialisere sig i at lave individuelle indlæg til både almindelige sko og i særdeleshed sportssko. - Mange går rundt med småskavanker i fødder, ankler, knæ eller ryg, som indlæg vil kunne afhjælpe, siger terapeuten og fortsætter: - Småskader og skavanker skal man ikke sidde overhørig, da de i værste fald kan udvikle sig og sætte sig som kroniske skader, man skal døje med resten af livet. Fodterapeuten fremstiller selv hver enkelt sål efter en grundig undersøgelse af foden, fodstillingen samt en snak om eventuelle skavanker. Derfor er alle sålerne fuldstændig skræddersyet til den kommende ejermand.