Betagende hus i Børkop
Det er med dyrehaven som baghave, bogstaveligt talt, at denne villa putter sig mellem træerne med udsigt over Vejle Fjord. Eller putter og putter ... Efter ombygning i 2009 er der knap 300 kvadratmeter at boltre sig på og det gør Anders Lerche-Simonsen sammen med sin familie, kone og tre børn med tilhørende Au-Pair.
Villaen er opført i 2005 og var egentlig lidt "egoist"-præget, fortæller Anders.
"Men efter vi byggede til med fokus på børnene, så er det et dejlig funktionelt hus," siger Anders om huset, der på én gang er tænkt i spinkle og rektangulære former, da den blev opført.
Huset er bygget i en stil, der spiller sammen med de fredelige, kuperede omgivelser.
Og det var netop det, der tiltalte Anders og hustruen, da de så projektet på ejendommen, ligger højt i Dyrehaven ved Vejle, og indgår i Kellers Park i Brejning.
"Vi faldt helt klart for naturen og helheden i det. At bygningerne skulle være ens og ligge som små klodser i naturen og ikke en rødt træhus her og gult murstenshus der," siger Anders.
Yndlingsstedet i villaen er spisebordet i det store køkken/alrum.
"Her kan vi sidde og hygge og nyde mad eller andet og så samtidig nyde udsigten over fjorden." Et andet yndet sted for familien er gårdhaven bag huset.
Skovarealer kan man gå til på under ét minut, og på fire minutter når man Vejle Fjord og lystbådehavnen.
Naturen bliver også flittigt brugt og mere og mere efter som ungerne bliver større.
"Her er virkelig dejligt, og vi nyder endnu mere årstidernes skiften," siger Anders, der kun har et enkelt ankepunkt om huset:
"Ungerne synes, der er lidt for langt fra soveværelserne og til stuen, hvor vi sidder om aftenen. Men det bliver vi nok glade for, når de bliver teenagere".