Sikker sex på Campus Varde
På Center for Sundhedsfremme i Varde Kommune bliver der arbejdet med digital sundhedskommunikation som en metode til sundhedsfremme og forebyggelse
Samtidig er der indledt et helt nyt samarbejde med regionen samt to andre kommuner om projektet ”Det digitale Sundhedscenter”.
Tanken er, at borgerne ikke nødvendigvis behøver at opsøge de professionelle medarbejdere på Center for Sundhedsfremme i Varde Kommune. I stedet kan de tænde deres computer og via chat, web-kameraer, webinarer og andre digitale muligheder være i dialog med personalet, mens de rent faktisk sidder hjemme hos dem selv, eller på deres arbejdsplads.
Varde Kommune og Center for Sundhedsfremme er nemlig godt på vej mod det digitale sundhedscenter – endda så godt på vej, at der netop er indledt et samarbejde mellem Varde Kommune, Region Syddanmark samt Vejle Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune om projektet.
"Vi kalder det sundhedskommunikation, og det handler først og fremmest og rådgivning, behandling og forebyggelse," fortæller lederen af Center for Sundhedsfremme, Margit Thomsen.
"Her i Varde Kommune har vi en meget bred vifte af tilbud. De strækker sig fra rygestopkurser til undervisning af overvægtige børn og unge samt tilbud til borgere med kroniske hjertesygdomme, diabetes eller lungelidelser og meget andet."
"For borgerne kan udfordringen være, at komme til os. Måske er det forbundet med en lang transporttid, måske er det svært at passe sammen med ens arbejde, eller der skal tilkaldes en barnepige – og vi ønsker naturligvis ikke at gøre det vanskeligt for nogen, at modtage vore tilbud."
"Derfor arbejder vi på, at gøre dem elektroniske, og flere af dem kan gøres elektroniske," fortsætter Margit Thomsen.
Gevinsten er blandt andet, at tilbuddene bliver mere fleksible. En ting er, at borgerne kan spare transport, en anden er, at flere af vore tilbud vil være til rådighed, når det passer den enkelte borger. Samtidig kan de kobles sammen med andre digitale muligheder, hvor borgerne kan mødes og udveksle erfaringer, tips og gode ideer via eksempelvis Facebook.
Sikker sex på Campus
Sundhedscentret har allerede en række tilbud – og gode erfaringer – med at koble de digitale muligheder og oplysning sammen.
"Eksempelvis har vi haft et tilbud om ”sikker sex” til eleverne på Campus Varde, og tilbagemeldingerne fra de unge er, at det altså er noget ”lettere” at være anonym og stille spørgsmål via computeren, end at sidde ”på klassen” sammen med alle de andre…"
Margit Thomsen forestiller sig også, at de mange behandlings- og forebyggelsestilbud kan nå ud til langt flere borgere.
"Hvis vi i dag i Varde Kommune har eksempelvis tre borgere, der gerne vil vide mere om, hvordan de skal håndtere deres gigt-lidelse, kan det være svært at finde de fornødne ressourcer til en traditionel indsats – altså et tilbud, hvor de tre borgere kommer her og møder en af vore medarbejdere."
"Men… Måske sidder der også tre borgere med samme problem i Faaborg-Midtfyn Kommune og måske seks eller otte i Vejle Kommune, og så er det pludselig en hel anden sag, at få stablet et digitalt tilbud på benene. "
"I princippet kan vi tilbyde kurser til op mod et hundrede borgere på én gang, fordi det foregår digitalt, og derfor er ligegyldigt, hvor den enkelte borger rent fysisk opholder sig," fortsætter Margit Thomsen.
Hun understreger dog, at selvom tilbuddene bliver nok så digitale, kan de aldrig erstatte de traditionelle tilbud, hvor borgeren møder sundhedspersonalet i direkte kontakt.
"Det kan blive et supplement, og et virkelig godt supplement," fastslår hun.
I gang siden 1. oktober
I det overordnede projekt, hvor der bliver samarbejdet med såvel regionen som Vejle og Faaborg-Midtfyn kommuner, handler det lige nu om at få beskrevet blandt andet behov og muligheder.
"Vi har været i gang siden 1. oktober, og arbejdet fortsætter frem til udgangen af september næste år," fortæller sundhedskonsulent Anette Filtenborg.
"Undervejs i det forløb skal vi have afklaret en lang række spørgsmål, men målet for det første år er, at projektet når så langt, at vi både kan nå at pilotteste det og efterfølgende få udarbejdet en funktionsbeskrivelse," oplyser hun.